var ledet af en höjere og ubedragelig Indflydelse, og at hans Fremgangsmaade var hensigtsmæssig og „den eneste hensigtsmæssige.“ Aars vil, at Kundskab i det norske Sprog og Smag for norske Sæder skal indgives Finnerne ved en Gnidning og Paavirken af de omkringboende Normænd; men han har selv erkjendt, at dette Middel ei vil være meget virksomt med Hensyn til de egentlige Fjeldfinner, der bo aldeles adskilte fra Normændene, og hvis Levemaade er aldeles særegen og forskjellig fra disses; men det er dog alene Fjeldfinnerne, som ere ublandede Finner og egentlig repræsentere dette Folkeslag og hvem det, formedelst deres lave Kulturtrin, især er af Vigtighed at paavirke; „den Tid er forbi, da man med Vold og Magt sammensmeltede Folkeslagene;“ „man maa altsaa se at vinde dem for den norske Stat med det Gode; men hvorledes er det muligt at gjöre dette, uden ved at tiltale dem gjennem det Sprog, de forstaa og paa den Maade söge at bevæge dem til at tilegne sig norsk Civilisation!" Naar Normanden nærmer sig til dem som Ligemand med deres eget Sprog paa Læberne, naar han saa at sige nedstiger til dem og selv bliver Fin, vil dette röre dem, medens tvertimod en Kommando til at lære Norsk, ialfald paa de ublandede Finner, vil virke afskrækkende som en Seierherres Tvangsbud; til at undervise paa Norsk i Skolerne, naar Saadant findes hensigtsmæssigt, behöves forresten ikke nogen særegen Foranstaltning; thi dette er ifölge Loven Regelen.
Rektor Holmboe „havde altid anseet, hvad der er gjort for Finnernes Oplysning, som et af de skjönneste Glandspunkter i vor nyere Historie; og at, hvad der er gjort, er vel gjort, derom har han i sin inderste Sjæl et Vidnesbyrd saa stærkt, at ingensomhelst Grunde skulde
