paa Tid og Leilighed for at yttre sig. Intet adskiller og forbittrer Folkestammerne mod hinanden mere end en saadan Politik, som den af Proponenten foreslaaede.
„For at önske Lighed i Sprog tale ogsaa politiske Grunde.“ Historien siger Nei. I Sandhed en elskelig og önskværdig Sproglighed! Skulde ifölge uforudselige, men derfor ikke umulige, politiske Omvæltninger, Norge engang komme under en af Stormagternes eller under en större Magts Höihed og Styrelse, saa var samme berettiget til at paabyde Normændene sit Sprog ifölge Proponentens önskværdige Sprogligheds Politik. Udkaaret til paa Tinge at værne om ligesaavel Finmarkens lappiske som om dens norske Befolknings ved Konstitutionen og Grundloven hjemlede og tilsikkrede Friheder og Rettigheder, og iblandt disse navnligen den at höre Evangeliet og Börnelærdommen forkyndet i Modersmaalet, forkynder han sin önskværdige Sprogligheds Politik, og med ham ⅔ Del af Nationalforsamlingen, en Politik, der ikke godt harmonerer med en for alle uden Undtagelse hjemlet konstitutionel Lighed i Rettigheder „i det fri konstitutionelle Norge,“ som en dyrekjöbt Erfaring har lært at have indtil denne Dag hindret flere tusinde norske Borgeres religiöse og intellektuelle Udvikling, og som fem Stortinge efter hverandre derfor enstemmigen have forladt.
Ifölge Referatet i Morgenbladet yttrede fölgende Medlemmer af Tinget sig mod Forslaget.
Professor Schweigaard: „Aars’s Foredrag havde paa ham gjort et ufordelagtigt Indtryk; man vilde, uden at nægte Stockfleth de materielle Midler til Fortsættelsen af hans Virksomhed, dog i Bevillingen indblande et Element af Tvivl, som vilde beröve hans Bestræbelser en stor Del af deres moralske Kraft; Taleren nærede den Overbevisning, at Stockfleths Virksomhed for denne Sag
