at den religiose Undervisning fremdeles skal paatvinges Folket i et for det uforstaaeligt Sprog!
I Stockholm udgives en Missions-Tidende; i No. 3 for Aaret 1839, omtaltes de norske Lappers Vankundighed, da de ikke kunne Norsk, og som derfor ere nödsagede til at söge hen til de svenske Nabopræster, der ere kyndige i det lappiske Sprog. Missions-Tidenden ansöger derfor det svenske Missions-Selskab om at vise Barmhjertighed mod de norske Lapper, og antage sig disses religiöse Undervisning i det for dem ene forstaaelige Modersmaal. Side 175, 176, 186, 187, 216 og 246 ikke alene stadfæste Sandheden af Opsatsen i den svenske Missions-Tidende, men vise ogsaa hvorledes norske Lapper, den Dag i Dag er, fremdeles nödsages til at ty hen til de svenske Nabopræster. Sölappens, Peder Larsens, skrækkelige Uvidenhed og deraf fölgende Udaad sees af Side 186 og 187 at være foranlediget af, at vedkommende Sjælesörger ikke forstod sin Menigheds Sprog. Peder Larsen vidnede, at der vare mange Sölapper i hans Egn, der vare ligesaa uvidende som han. Behöves der endeligen endnu en lignende Begivenhed for at bringe samtlige i Finmarken og Nordlandene ansatte Præster, Sjælesörgere og Lærere til Erkjendelsen af den Nödvendighed, at lægge sig efter de dem anbetroede Menigheders Sprog?
Til Stötte for sit Forslag siger Proponenten: „For at önske Lighed i Sprog tale ogsaa politiske Grunde; thi Intet knytter Folkestammerne saa let sammen som Sprogfællesskabet.“ (Sic!)
Den Mægtigere kan underkue og tilintetgjøre den Svagere, men af Underkuelse og Tilintetgjörelse opstaar intet Fællesskab, men retfærdig Harme, der ikkuns venter
