IV. Alsnit Side 14—16. I mit Andragende til Norges 7de ordentlige Storting, § 2, hedder det:
”Det er saa langt fra at Udbredelsen og Dannelsen af en lappisk Litteratur vil forhindre Udbredelsen af og Bekjendtskabet med det norske Sprog, at samme meget mere netop muligqjør og nødvendigen vil og maa fremkalde og tilveiebringe hos Lapperne vil større Bekjendtskab med det norske Sprog, og derved tillige den mellem begge Folk hidtil savnede, og for begge gavnlige og ønskelige Forening og Nærmelse til hinanden, uden at derfor og der ved nogen af Parterne behøver at bøde med Tabet af sin Personlighed, Selvstændighed og moralske Værdighed, og kuns en saadan Forening er begge Parter værdig og anstændig, og tillige for Staten den mest gavnlige. Det er ikke saa meget Sprogenes Forskjellighed i og for sig selv, som den store Afstand og Forskjel i Oplysning, Kultur og Dannelse, samt flere, og tildels deraf flydende Aarsager, der hidtil har hindret og tilintetgjort et gjensidigt nöjere Bekjendskab med hinandens Sprog. I det at Missionærerne aabne Kristendommen Vei og Adgang iblandt det lappiske Folk, bortrydde de derved ikke alene en af de störste og væsentligste Hindringer saavel for Folkets moralske som for dets intellektuelle Udvikling og Dannelse, men ogsaa derved tillige en af de störste og væsentligste Hindringer for begge Folks tilkommende nöjere Forening og gjensidige Overensstemmelse. Ved deres Arbeider i Sproget bane Missionærerne Vei og Adgang saavel til et nöjere og fuldkomnere Bekjendtskab med Sproget, som med Folket selv, og gjöre saaledes Dannelsen af en lappisk Litteratur mulig; hvilket Bekjendtskab fra vor Side, og hvilken Litteratur paa Lappernes Side, begge Dele, nödvendigen maa gaa forud
