I Aaret 1826 blev Rode, nu Præst og Provst i Gjerpen, Præst i Alten-Talvig og Provst i Vestfinmarkens Provsti og var i ti Aar i Finmarken. I Aaret 1833 var Rode Medlem af 7de ordentlige Storting og havde da været syv Aar i Finmarken. Mit Andragende til dette Ting vedtog Rode som sit eget og anbefalede paa det bedste.
Efter Rode kom Fleischer, nu Præst i Gusdal i Gudbrandsdalen, var otte Aar i Finmarken og et Aar konstitueret Provst i Provstiet. Ogsaa Fleischer lærte at kjende Sprogforholdene som Rode, hvilket vil sees af Side 55—63, i en Opsats: „Er det ikke i alle Henseender rigtigt at i det lappiske Sprog udgives Religionsböger, og at det studeres af Embedsmænd og flere i Finmarken.“
„Enhver nidkjær Præst, siger Fleischer Side 61, har i de förste Aar af sit Ophold heroppe inderligen beklaget sin Mangel paa Kundskab i Lappisk, og mangen Gang gaaet sukkende til og fra sin Gjerning i Skolen og i Kirken, men naar han paa den usikre og besværlige Maade, som hidtil har været mulig, har skaffet sig noget af denne Kundskab, da har han först begyndt at föle sig tilfreds, men da ogsaa mere tilfreds, jo mere hans Bekjendtskab til Sproget og til Folket har tiltaget. Men naar nu alt dette forholder sig saaledes, da er det jo vel baade kristeligt, klogt og politisk rigtigt handlet af Regjeringen, at den virker til at Folket kan faa den hellige Skrift og andre Religionsböger i deres Modersmaal til Folkets kristelige Oplysning og moralske Forbedring, og til Hjælpemiddel for at Præsterne kunne lære Sproget, og andre Embedsmænd, til hvem Folkets Ære, Liv, Gods og Sundhed er anbetroet, kunne ligeledes lære Sproget, i al Fald saa meget, at de kunne
