han alder hatt fyrr. Daa Pungen hass Knut vart
tom, bitalte Kongen te han inki hadde att ein Halvskilling.
„De va leidt detta,“ sa’e Kongen, daa dei
hadde sete ei Stund, – „e har ikki so myki som te
ein Dram ei Gaang.“ – „Aa de ska du ’ki bry de
um,“ sa’e han Knut, „e veit ei Raa, e,“ sa’e han,
„e set i Pant Sabilen min.“ Detta gjorde han. Kongen
syntest, de va meisterle godt paahitta, aa so drøkko
dei so lengi de vara; si’a skildest dei aat. Dagen derette
so befala Kongen, at heile Kumpenie skulde koma
fram før hono Mann før Mann aa vise fram Sabilen
sin. Han Knut hadde ’ki faatt att sin, men han va
’ki raa’laus; han skunda se skar ein Sabil taa Tre aa
sette den i Slire si. Daa han no kom fram te Kongen,
sa’e han de: „no vil e syne Kongen ko Kar e er.
Nær e dreg upp Sabilen min, so ska han førvanle se
te Tre, so sannt som du sit der,“ sa’e han te Kongen,
aa so dro han Tresabilen upp aa helt hono tett framafør
Nasa paa Kongen. Alle dei Høgovseradn, som
støndo der, vorto no fælt førundra; men Kongen syntest
de va so godt gjort, at han gjorde han te Kaftin
sama Dagen. Si’a kalla dei han ’ki anna, ell Kaftins-Knut.
De va ein Gut som dei kalla Luddeguten, de va taa
di, at han va ’ki myki høg, men so ulagle tjukk aa ferdig
aa luddin. Alt han gjorde, so gjorde han de strjuvillt[1],
- ↑ Strju, Stry. strjuvillt tyder væl reint villt, galet; jf. „aa narra ein upp i Stry.“
