Før tvo ell try Manneminno si’a va de ein Prest i Slidre, som dei kalla Hr. Lars. Han va ein fælt høglærd Mann; han hadde gange paa Vittenbergskulunn maaveta, o de va so nær, at han ’ki hadde sløppe utatt derifraa, so lærd va han vørtin. De tokst inn der tølv isenne, korki meir ell mindre; de skulde vera jamt likeso mange, som Jesus hadde Apostla. Ner[1] dei tølv hadde sta’e ut Læra, vørto dei provde, o den, som va best, laut vera att o lære dei nye, som komo inn. Men de va no ingi Godaga, dei hadde der, kann ein sagte veta, o difør va heldan inki han Lars myki huga te o vera der lenger; o de slapp han daa ogso; før han va so lærd, at han vann over Meistaradn si. Daa Læregutadn hadde sta’e ut Læra, vørto dei uppstelte o overhøyrde, o de va sagte ’ki ty’e Sporna’a, dei fingo. De va ’ki greidt vera den, som svara skulde; svara ein for klent, so laut han bli att der o lære uppatt; svara ein oversle godt, so laut han bli att o lære dei nye. Men han Lars visste Raa. Han tok
- ↑ nær, naar, gamalnorsk nær.
