Side:Segner fraa Bygdom I.djvu/20

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest
XVI


dei Preino o Pek, som dei upp kunna tenkje. Dei hadde jamvel Snus i Øle aat hono, o han laut drikke de. Skrubben syntist daa, de va best o sjaa ette, kost de gikk me Granna hass, o lakka ette uppaa Løftstogo. Der saag han hin sat som ein førskjemd Hund. Han tok Øle o smakte paa de; men daa tok ogso Sinne han. Han treiv Bordkrakken, braut han i tvo imyljo Hendo si o sto me Stubbo, so de flakna ikringo han. Dei som vønno utpaa Svale, voro sæle dei toko Døre fat, men mange stuste inne, kor aat si Ron. Daa han hadde gjort rødigt inne, rende han utpaa Svale o gjorde sama Leiken der, so at de, røste[1] ne likesom Maur. Daa han hadde masa ut; sette han se paa ein Kubbe midt i Garde. Daa hadde Austræsingadn faatt smaka Vestræsingkjempudn. De vart gjort ei Vise um detta Bryllaupe, o i dei reknast de upp alle dei Gokaradn, som voro me i Lage, o som Tuvaskrubben skamslo. Visa enda soleine:

– „Han Tøstein Høldal o han Ljøsengknut; –
Men Tuvaskrubben jaga alle ut.“



Han Lars Bakke.


Ein Dag Kjeringi paa Summelengi helt paa hengje uppaa Dugurdsevne, kom de inn ein Kraamkar me Skreppunn seno“. „Du maa ha ein stor Husly du,“ sa han, „som koka so stor ein Graut.“ – „Aa denna Grauten e daa ’ki so stor,“ sa hona; „de e ’ki meir en ein snertin Kar kan eta i eit Maal detta,“ sa Sum-

  1. av røsja, røs, røste.