Side:Segner fraa Bygdom I.djvu/195

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
135

snart slagte Krytyre sine trast, for døm miste døm likevæl.

Naar nugun kom aa skulde laane naagaa taa Jutule, kasta han berre ein liten Stein i Døre aa sa: „Læt upp, Jutul!“ saa kom Jutulen trast ut.

Ein taa di siste, som saag han, va Jehans sy-i-Gard Blessom. Han va paa ei Reise i Kjøpenhamn, sjaa Kongen. Det va um ei Sak, han hadde me ein taa Grannom sine, han hadde vore der; for de va inkje Rett aa faa paa slike Ting i Norig den Tie. Dagen firi Julkvelden va han komen saa langt paa Heimveigen som aat Kristian. Der laag han da um Natte. Um Morgon da han strauk iveigen, tenkte han paa kaa tyle de skulde vore, um han kunde kome heimatt idag. Me de saamaa strauk ein Vaagver framum, som Blessommen kjende paa den sie Graavesten aa Knappann so store aa blanke som Sylvdale. „Du gaar fort, du!“ sa Blessommen. „Ja e fæ nok skunde me, dersom e ska naa aat Vaagaa ikveld.“ – „E skulde au aat Vaagaa, men e kjøm nok inkje dit ikveld.“ – „Vil du staa paa mæ me? E har ein Hest, som træ tolv Steg i Milenn.“ Blessommen vart lite fortutta men steig da paa Meiann. De gjekk saa fort, at han inkje va go te aa veta kor han va. Ein Sta’n kvilte døm, men Blessommen saag inkje Folk der; over Grinde vart han var eit Dauinghugu. Da døm va kome ein liten Stubb paa Veigen, tok Blessommen te aa frjose; men Jutulen sa: „du lyt traatte de, for oss e snart heimatt.“ Da døm kom aat Finbru’nn, skulde døm skyljast. Blessommen takka for Skjoten. Jutulen sa da: „No maa du lovaa me, at du inkje ser de attende, um du fæ