morosam Freging.“ Ve dette vart Fregaren maalhalt ait Bel. „Gakk no daa Mor mi,“ sigi Hallingen te Oyki sino. „Aa jaso e detta Mor di,“ sa’e Kaupmannen aa tok att te kvemast me hino.“ „Ja men e de so, Far min,“ svara hin, „detta va daa gildt, no raakte e daa te faa sjaa atte baa’u Foreldro mine paa ai Gøng, enno me’a e ha Live.“ Kaupmannen sto paa Tramenn sina fulskjemd aa gasa burt i Aasadn aa visste ’ki mair ko han skulde se’a ell svara. Aa derme skarra Oyken i Vegen aa Hallingen ette me dai Ordo: „e lyt no sjaa te me de Mor fysst, taa di du e øldrugast, aa ai Gøng atle so ly’e e inn hjaa de Far, um du hugast kappkjaftast mæ me ængor Sinne se’a. No ha du fingi Svar som du oma i Berge.“ Me desse skildest Karadn, aa vonle vart den taa desse Sello største Gikken, som minnst hadde vonast de, taa di de e inki Talgehuvu paa alle Hallinga helde maa veta. Slik Aatferd va te Høves aat desse Byfante.
Timbremannen aa Kønu. Ai rik Kønu hadde ain Timbremann te seta upp ait Hus aat se, aa ho va taa desse, at hona va jamle snøv i Koste ve Arbaidsfolke sitt. Ain Dag va Timbremannen inne te Maals, aa me’a han satt aa kvilte se derette, tok han Almenakki aa skødde i hona ette ko Ver de skulde bi. No va Timbremannen ain gjøle Spøkjedokter. Kønu gikk paa Golve aa saag dette, aa derme spurde ho Timbremannen, ko Ver Boki spaadde den Viku. „Aa,“ svara Timbremannen, „ho sigi: Sild aa Soll aa Borkebrø haile Viku, men Smør aa Ost de gjet hona alder.“ Ai a’n Gong hadde Timbretnannen illt i Augo sine, aa Kjeringi gav hono ai go Raa før desse