Skadronskjæven te hono Hallvord, „tore den sterke Hallvord Gunnarsson held ’ki vaaga ait Taksmaal me desse Tydskare,“ sa’e han. Store Hallvord svara: „Skjæven fær bi’e lite, te e fær moykt me ette Ri’ingenn, so e de daa ait Prøve i di.“ Som han daa hadde vunne Ti lite, kom Tydskaren fram aa han Tak atte, av derme føllo dai ihop, fortalde Hallvord; han traiv Tydskaren i Føto[1] der han sto aa tok han over Ryggen aa langboygde han me Armo ende ne. Aa derme sprang store Hallvord taa hono aa sa’e so uti Vere: „no sku alle Folk kalle de ain Daare, som bau takast, aa no fysst ser e at du inki aig Kalva i Leggjo, aa lel tore du takast me ain norsk Gut.“ Daa skraik haile Regimente Hurra aa klappa uti Nevadn, sa’e han Hallvord.
Prinseteringi. Ain Dag dai hadde Eksis me Karabinu kom Gjeneralen aa skødde paa, aa nær han hadde skødt ait Bel, likte han de inki aa totte dai toko for laust i Karabinudn. Han gikk te hono Hallvord Floymanne aa sa’e: „du staar aa kæler dai du tykke Normand; du gider ikke tage i Karabinen so det kunde give Klang.“ So sette han Skadronskjæven te taka upp atte Handgripe; han vilde sjaa um dai inki kunna slaa bære i nær dai prinseterte, sa’e Gjeneralen. Aa derme kumederte Skadronskjæven Prinsetering atte. Store Hallvord hadde vorte tjonve, aa i di han prinseterte slo han so hardt ti Karabina, at Byrsestokken datt tvert aav imyljo Loko hass. Han rette fram Lutidn aa sa’e: „sjaa der hava de dai.“
- ↑ d. e. angreb ham paa staaende Fod; „traiv han i Føtadn,“ vilde tyda nokot annat.
