deres fulde Virkelighed ere sammensatte, nødvendigvis maa umuliggjøre Problemets Løsning.
Det synes kortsagt at være nødvendigt at gjøre den almindelige Videnskab idetmindste ligesaa fornuftig som Livet; thi det er sikkert, at Praxis vilde være endnu slettere end den er, hvis Menneskene, naar de handlede, ikke vidste at gjøre en bedre Brug af disse Bud end de tyske Filosofer, naar de konstruere sine Systemer; og dog ere de ikke de eneste, som misbruge dem. Forresten bør der gjøres opmærksom paa det Spøgefulde i det Ræsonnement, ved hvilket Hegel har ladet Fornuften bringe sig selv i Forvirring og Modsigelse, idet den udtaler sig. Det er en Spøg, som denne Filosof og hans Skole holder meget af; den hører med til deres Dialektik.
For at vise, at denne Methode at fixere de første og bedste Abstraktioner og at gnide dem mod hverandre under Navn af Dialektik endnu er perfektibel, vil jeg tilslut gjengive et Ræsonnement hos en hegelsk Filosof, som gaar for at have Rang blandt de første. Bogen er bleven ikke lidet udbasuneret i et literært Tidsskrift, som er ledet af denne Skole. Titelen er underlig som Bogen: «Zerstreute Blätter aus den Hand- und Hülfsacten eines Juristen, von K. F. Göschel.» Ræsonnementet er følgende:
«Fordi et Kollegium, et Kompagni, et Selskab bestaar af flere Personer, saa kan en Enkelt ikke være nok til Stiftelse af et saadant, men den Sidste kan godt opretholde Selskabet som de Øvriges Arving, idet han repræsenterer dem. Men fordi et Kollegium ikke blot bestaar af Flere, men ogsaa i Forbindelsen eller Foreningen og hermed i Fleres Enhed, saa kan heller ikke to være nok — thi to er den abstrakte Modsætning til en — men der fordres idetmindste tre, saa at to hver Gang forenes i den Tredie. Imidlertid bestaar, som vi se for vore Øine, den ældste
