Man har flere Gange betegnet den tyske Filosofi som Tro, som religiøs Overbevisning; man har sagt, at det tyske Folk havde noget Eget i sin Natur, en eiendommelig Evne til at ane, af hvilken skulde følge Trangen til en profeterende Filosofi; det er fremfor Alt Ordet Gemüth, som har tjent som Grundlag for denne Tankegang; ved denne Abstraktion fører det tyske Sprog tilbage til et fælles og almindeligt Synspunkt de Sjælsbevægelser, som paa én Gang indeslutte Elementer af det, som det franske Sprog betegner ved Hjertet, Følelsen, Aanden, uden at henhøre udelukkende til Nogen af dem. Denne Omskrivning af det tyske Ord er kanske ikke saa exakt, som den kunde være. Imidlertid medgiver man let, at det er ligesaa umuligt ifølge sin Natur som unyttigt med Hensyn til sit Formaal bestemt og nøiagtig at ville omskrive de Klassifikationer, ved hvilke Sproget betegner de sjælelige Bevægelser som identiske og som modsatte; det er et rent lexikalsk Arbeide og ikke et psychologisk. Imidlertid vil man efter det, jeg ovenfor har sagt, have seet, at Forskjellen mellem Forklaringen af Ordene og Forklaringen af Tingene ikke er stor ifølge den tyske Methode; det er derfor Tyskerne have tillagt sig en egen Evne, fordi de have et Ord, hvis Betydning ikke kan gjengives alene ved ét tilsvarende Udtryk i de andre Sprog. Med Hensyn til dette Behov af en Trosfilosofi har man fremsat høist mærkelige Meninger; man har sagt og gjentaget, at Filosofien var en rent personlig (subjektiv) Erkjendelse, at denne revolutionære Gjæringsproces selv var den sande Filosofi, at man maatte give Afkald paa Filosofien som virkelig Videnskab. Hvad enten nu dette er sandt eller ikke, maa man dog indrømme, at, dersom Tyskerne virkelig have Trang til en Filosofi, som er Udtryk og Gjenstand for deres Tro, saa have deres Repræsentanter slet opfyldt
