heden af andre Problemer maa udledes. Det er paa denne Maade Hegel har bragt det til helt at fuldføre Filosofiens Overgang til Ikke-Filosofi, en Overgang, som man talte om i Tyskland for allerede mere end tyve Aar siden.
Men hvor fix de tyske Filosofers Ide end er, hvor urokkelig end Overbevisningen om deres Ufeilbarlighed er, hvad der ikke har reelt Grundlag, maa dog tilslut vakle. Det er Grunden til, at de Fleste ende med at kaste sig i Armene paa den religiøse Mysticisme.
For Mængden, det vil sige for Størsteparten af de Mennesker, der, som Traditionen fordrer, maa vide noget mere om Filosofien end dens Navn, forbliver denne Doktrin fra Landet bortenfor Fjeldene, som er udviklet af Fichte og senere Forfattere, et absolut Mysterium. Det er et paa én Gang nedslaaende og komisk Syn at se saa mange Mennesker, som ere forsamlede for at høre sin Lærer, ikke alene ikke forstaa ham, men ikke have den mindste Ide om det, hvorom der handles. De gaa paa Forelæsningerne og læse sine Bøger op igjen, uden at deres Aand modtager den mindste Impuls deraf.
Den nuværende tyske Filosofi er ikke populær i nogen Betydning af dette Ord. For at forstaa, hvad den for Tiden vil sige, maa man begynde med Kant og følge Rækken nedover. Man har altid med Rette beskyldt den for Dunkelhed; men den er i endnu høiere Grad affekteret og fordringsfuld. Hvad man kalder Uklarheden i den, er en Egenskab, som absolut ligger i den tyske Filosofis Væsen, man kan endog sige, at det er dens vitale Princip. Det er en ligesaa triviel som sand Iagttagelse, at Intet i Almindelighed har større Magt til at vække og vedlige-
