Væxt for at blive fri enhver forstemmende Mistanke. Den tyske Filosofi er en Illusion, det er den hele Forklaring. Ved at gjentage for sig selv den paastaaede Nødvendighed af en Viden af høiere Orden, ved at stille for sin Tanke, hvad de kalde Modsigelsen i enhver anden Maade at anskue Menneskets og Erkjendelsens Forhold og Stilling paa, ved uafladelig at rette sit Blik mod det gjækkende Haab om at kunne ophæve de Betingelser, som Alt, hvad vi vide, er underkastet, ved at begynde med at støtte denne endnu svage og tvivlende Tro paa sine Forgjængeres Autoritet og ende med at overgaa dem i Dristighed og Overbevisning opføde de en Illusion, som tilslut bliver en fix Ide, en Illusion, som vistnok fra Begyndelsen af ikke er uden Forfængelighed, men som ikke udelukker Troen paa et virkeligt Maal.
Det vilde have været absolut umuligt, at en eneste Mand havde kunnet begynde og fuldende en Lære som Hegels: den er Resultatet af mange Antecedentser. Det vilde været ligesaa umuligt, at en isoleret Mand skulde vedvarende kunne nære Illusionen om en aparte Methode for at gjennemtrænge den Verden, hvis Virkelighed hvert Øieblik overbeviser ham om det Falske heri, uden at han skulde være bleven bragt ud af sin Vildfarelse og sin Forhekselse. Det er ved Traditionen, at denne Illusion ikke alene er bleven styrket og næret, men ogsaa øget og udvidet. Hos Kant findes allerede denne profeterende Fornuft; det er Spiren, som har udviklet sig senere; dens Funktioner, som oprindelig vare begrændsede, have altid forfleret sig. Hos Fichte og Schelling har denne Erkjendelse af det Absolute, denne intellektuelle Anskuelse endnu ikke ganske fornægtet sin Karakter af Postulat, af Hypothese. Hos Hegel er den en Kjendsgjerning, hvis Mulighed ikke mere drages i Tvivl, men i Overensstemmelse med hvilken Mulig-
