Væsen, som afgive Bestemmelser, ere ikke mindre blege og mindre tomme.
Hegel udtalte sig gjentagne Gange mod den Manér at fixere Abstraktioner og at skille dem ad ved uoverstigelige Skranker. Ingensteds har imidlertid den Feil været drevet videre end hos ham selv. Jeg gjentager ikke alle Arter af Væsener, som jeg har nævnt, alle Arter af Erkjendelse ved Forstanden, ved den iagttagende, moralske, lovgivende Fornuft; jeg gjør alene den Bemærkning, at Hegel, der saa lydelig og det med Rette, dadler det Klodseri at have ophøiet til guddommelige Bud Moralens banale Formler og paa denne Maade at have indviklet sig i tomme Ordkampe, selv har i endnu høiere Grad almindeliggjort den Methode i Moralen at opstille Formler som Orakelbud og saaledes har givet Anledning til denne Ordskvalder, som beskjæftiger sig med at løse Vanskeligheder, som man fra først af selv har opstillet, men som ikke existerer i Virkeligheden. Jeg skal senere give Exempler derpaa.
Dersom Hegel havde sagt: dette er et Forsøg paa en Beskrivelse af Fænomenerne betragtede fra et almindeligt Synspunkt, det er en Gruppering af Tingene, saa vilde han have fundet den sande Betegnelse for sin Doktrin; men da vilde Ingen have agtet paa den, fordi man vilde have fundet, at denne Anordning var den vilkaarligste, den tommeste, den betydningsløseste, som kunde tænkes; man vilde have overbevist sig om, at Intet er vundet derved, at man har sønderstykket Virkeligheden i forskjellige Grader af Existens; man vilde seet, at man, efter at have sat som det sande Substantielle det abstrakte Begreb, som ser bort fra Alt, som er forbigaaende og ændrer sig, og efter at have nægtet den sande Virkelighed af det, som er forbigaaende, finder alle Problemer hvilende paa samme Sted som forhen.
