af Aarsager og paa Grund af denne Bevægelse uden Maal og uden begrundet Begyndelse give Afkald paa en virkelig Viden, eller de maa standse ved et Udgangspunkt, som de erkjende de ikke kunne overskride, og saaledes tilintetgjøre sin absolute Lov. Det er denne Modsigelse, som de tro at have faaet Bugt med; men den tilhører ikke i mindre Grad deres eget System, fordi denne Abstraktion af en Identitet bliver ikke-identisk for ikke at falde over i det rene Intet, fordi ogsaa de sætte Verden betinget af en oprindelig om man ikke vil sige en tidligere Verden; og dette Underordningsforhold forsvinder ikke derved, at man kalder det en Reflexion eller en Manifestation. Men deres Stilling er forrykket paa en uheldig Maade, fordi de indbilde sig at have overskredet Erkjendelsens sidste Betingelser ved at indhylle dem i det Mystiske og at have en Løsning af Problemet der, hvor de alene have pegt paa det, og derved falde de i den Uvane at betragte som et Fremskridt i Tanke det, som alene er et Fremskridt i Ord, at sætte Analogier istedenfor den fremadskridende Tankegang, Omskrivninger istedenfor Løsningerne. Dette er den Dialektik, som man har prist saa meget i dette System, og endnu mere i den fuldendte Form, som Hegel har givet den. Den er den Antagelse, at Sandheden og Virkeligheden af en Sats, som man først har opstillet som problematisk, kan deduceres — ikke som i Mathematiken derved, at man analyserer det, som ligger i Satsen, og viser, at dennes enkelte Bestanddele kun er Sandheder, som man har overbevist sig om tidligere, men ved den blotte Bevægelse af dens Bestanddele, af hvilke enhver endnu er sat som hypothetisk — som om Sætninger, der ere rent problematiske, og som fra først af ere opstillede som saadanne, ved gjensidig Gnidning nogensinde kunde frembringe noget Andet end et Resultat ligesaa usikkert som de givne Størrelser
