medens de selv med noget større Kunstfærdighed begrave Tilsnigelsen i evindelige Omskrivninger; men det er en Forskjel, som er uden Betydning.
Hos Schelling er Alt Identitet, hvilket har givet hans Lære dens Navn. Da han ikke af denne substantia una kan lade fremgaa en Verden, som udvikler sig i en Uendelighed af Forskjelligheder og Varieteter, skiller han denne Identitet i modsatte Aktiviteter, uden at Enheden skulde tabes, fordi denne Adskillelse alene var Reflexionen af den absolute Identitet. Saaledes forbliver Sagen paa det samme Punkt, hvor den altid har været; thi det, som interesserer os, er ikke at finde de mest passende Ord for at betegne det Uforklarlige, og det er ikke at afgjøre, om det er bedre at bruge Udtrykket: det Absolutes Manifestation, Identitetens Reflexion, end at sige: stadig fornyet Skabningsakt, Substans, som udvikler sig ved oprindelige Kræfter o. s. V., det ene Udtryk er ligesaavel som det andet kun Troper, Talefigurer; men det Problem, som skal løses, er at gjøre forstaaeligt, hvorledes dette Absolute kan reflektere sig, hvorledes denne Identitet kan aabenbare sig i en Uendelighed af forskjellige Ting. Og i denne Henseende vil man i denne Lære ikke finde nogensomhelst Oplysning, ikke mere end andensteds.
Efter at have læst deres store og smaa Bøger vil man blot have fundet Omskrivninger af Problemet, Variationer af Themaet, Løfter, Forsikringer om, at de have magtet Problemet, og Opfordringer til at tro derpaa.
Det er Grunden til, at en saadan Lære alene har kunnet holde sig en kort Tid; det er Grunden til, at i Tyskland Systemerne have fulgt paa hverandre med saa stor Hurtighed for at lide den fælles Skjæbne. De forekaste stadig Empirikerne denne radikale Modsigelse: ifølge Aarsagsforholdet maa de enten indrømme en uendelig Række
