enede dem ved en absolut Identitet, som lige primitive, lige reelle. Begge ere alene forskjellige Former, under hvilke det Absolute aabenbarer sig. «Det Absolute maa som identisk Aktivitetsprincip for at manifestere sig skille sig i modsatte Aktiviteter; men denne Adskillelse er ikke en reel Adskillelse; thi det, som er identisk i sig, kan ikke skilles reelt; den er blot en formel Adskillelse, det vil sige, at denne Adskillelse alene foregaar, fordi det Absolute (Thesis) reflekterer sig selv og derved bliver sin egen Antithese» Denne absolute Identitet af Alt, som er, og af Alt, som gjør sig selv til Gjenstand for Tanke, denne Identitet, hvis Differencer alene ere dens Ytringsformer, er den nu blot Betegnelsen for det ugjennemtrængelige Mysterium, eller er den Forklaringen af det? Er den blot det mest almindelige Udtryk for den mest omfattende Abstraktion, eller er den Resultatet af en høiere Clairvoyance? Det er de Spørgsmaal, efter hvis Løsning man kan dømme, om den Opdagelse, som denne Filosofi foregiver at have gjort, er en virkelig Opdagelse eller alene en Ordopdagelse. Jeg ved vel, at det er Kontrabande i den tyske Filosofi at fordre en Udredning. Imidlertid — hvilket Ord man end vil betjene sig af for at udtrykke sig paa en Maade, der passer til Gjenstandens foregivne Høihed, saa bliver dog den Fordring ikke mindre berettiget, at man skal give Tanken en Impuls, Ideerne en virkelig Bevægelse, og at man ikke i Stedet derfor skal sætte Ordenes tomme Bevægelse.
Tilhængerne af denne Lære have gjort megen Opsigt med sin Identitet; de have rost sig af at have faaet sit Lys fra denne transcendentale Anskuelse og at have løftet det uigjennemtrængelige Slør. Men denne Illusion har hævnet sig temmelig haardt paa dem selv ved skuffede Forhaabninger og ved det Intetsigende i Resultaterne.
