modsat den senere tyske Filosofi. Men for det første fremstillede han sit System paa en Maade, som var lidet skikket til at gjøre det af med den gamle Dogmatisme, som ogsaa fornyedes efter ham; han fortsatte nemlig med den Methode at fixere Abstraktioner og at betjene sig af dem som Udgangspunkter — Filosofiens Hovedsynd til alle Tider — og forsvarede Erfaringen med den scholastiske Methode istedetfor at bekjæmpe Scholastiken med Erfaringens Methode. Dernæst udstyrede han Sjælen med en vis oprindelig Prægning, som skulde danne et ordnende Rammeværk for de Forhold, Fænomenerne staa i som Gjenstande for Erkjendelse, hvad han kaldte Erkjendelsens Former, hvorfra Overgangen til en fingeret Fornuft, som breder sig ud over og behersker Alt, var let — Ordet Form har altid været uheldsvangert for Filosofien; i Tyskernes spiller det endnu sin gamle Rolle. — Og endelig bragte Kant til Høidepunktet den uforsonlige Strid, som laa i hans egne Doktriner, og gav en endnu stærkere Impuls til den Filosofi, som gaar ud fra Tilsnigelser, idet han opfandt en egen praktisk Fornuft, som ved en umiddelbar Clairvoyance bestemmer de menneskelige Handlinger, udtaler sig kategorisk og, naar det gjælder at lære at kjende det, som bør være, udelukker den almindelige Methode, som Aanden følger; han indrømmede ikke (eller indrømmede kun ved en Inkonsekventse) Nødvendigheden af en Tankeproces for at afgjøre, hvad man burde gjøre eller undlade; thi ifølge hans Filosofi — hvis den gjennemføres konsekvent — er den Afgjørelse, som gaar forud for Handlingen, alene Udtydningen af en paa Forhaand beskrevet Tavle, og denne Tavle er uden Tvivl let at konstruere, naar man lader sig nøie med paa vulgær Vis at anse som identiske alle Handlinger, som paa Grund af en ydre Lighed kan sammenfattes under den samme Betegnelse eller den samme Forskrift, og ikke agter
