vise det; de faar demonstrere Verdenssammenhængen, saa det har Effekt, de faar kaste Lys over det Mørke, som hviler over underordnede Spørgsmaal, som endnu trodse de ihærdigste Forskninger. Men det er netop dette Skjær, den tyske Filosofi strander paa; det er denne dens Vanmagt, som ingen Forklædning, ingen sofistisk Omskrivning kan skjule, der i intelligente Folks Øine allerede forlængst har lammet den, og som sikkerlig en Dag vil tvinge den til at tie og holde op med sine evige Løfter.
Denne transcendentale og skabende Methode eller, om man foretrækker det, dette Organ, som findes hinsides Fjeldene, har Kant, netop som han havde tilføiet Scholastiken det afgjørende Nederlag, gjenfødt til ny Kraft, kanske mere ved sin Methode at filosofere paa end ved Modsigelsen[1] og den falske Retning i hans System.
Kant begyndte sit System med følgende fundamentale Tanke: Den eneste Kilde til Kundskab om den ydre Verden var Erfaringen; det var tom Spekulation og scholastisk Arrogance at mene, at man af Ideer kunde udlede Virkeligheden; og følgelig kunde man ikke tilegne sig Erkjendelsen af Tingene uden som Fænomener; Tingen i sig selv, det absolute Væsen, vilde for altid blive ukjendt, en absolut Viden var alene en tom Indbildning; den gamle Metafysik var blot en Chimære, som man maatte stille i Klasse med Astrologien; det Fulde kunde ikke udgaa af det Tomme, Verdensaltet ikke af Intet.
Kant har altsaa gjenindført en Lære, som er ganske
- ↑ I Texten staar: «sa contradiction», men jeg læser: «la contradiction».
(Oversætterens Anm )
