bestemmende, svarende til den ydre Virkelighed, hvis Supplement, ideale Side, den alene er, paa Grund af en absolut Identitet, en forud indrettet Harmoni. — Det er dette Dilemma, disse Filosofer bruge som Skræmsel for at tvinge de Gjenstridige til at fæste Lid til dem, af Frygt, om ikke af Overbevisning; dette er det argumentum ad hominem, paa hvilket det flyder, som karakteriserer den tyske Filosofi, — man har af denne Grund kaldt den Tros-Filosofi istedetfor Sandheds-Filosofi. For en paastaaet Trang til at kjende den første Aarsag til Alt er det, at man substituerer Besiddelsen af denne Viden selv. Hvad frygteligt skulde der være i at vedkjende sig, hvad det dyberegaaende Kjendskab til den menneskelige Natur, Menneskeslægtens Historie, den tyske Filosofis Historie, ere samstemmige om at bevise, nemlig, at al Erkjendelse er underkastet Betingelser, og at tilsidst Grundlaget for den objektive Videns Sikkerhed er det almindeligste Resultat af den almindeligste Induktion, at Naturen er konstant, at under de samme Betingelser, paa samme Trin af objektiv Udvikling, den samme Virkning realiseres, det samme Fænomen træder frem; at Naturen saaledes er fornuftig, at det er nødvendigt at raadspørge den for at vide, hvad den siger; at vi ikke beherske den uden ved at adlyde den. Denne Argumentation: «det er nødvendigt at kjende det Absolute, altsaa er det muligt», kan vendes om: «det er ikke muligt, altsaa er det ikke nødvendigt», men med den Forskjel, at i det sidste Tilfælde skrider man fra en Kjendsgjerning til en Slutning, istedetfor at man i det første Tilfælde grunder en Kjendsgjerning paa en vilkaarlig Antagelse. Dog, den bedste Maade at bekjæmpe slige Paastande paa er at fordre deres Retfærdiggjørelse ved Kjendsgjerninger og ved Konsekventser. Dersom de tyske Filosofer virkelig ere begavede med et saadant høiere Lys, som de paastaa, saa lad dem be-
