Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/262

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
249
OM DEN TYSKE FILOSOFI.

hinsides Verden. Hvad gjøre de saa af den? Som Regel drukne de Alt i Mystik, de lege med Ordene endelig, uendelig, absolut Væsen og Fænomener, Idé og Begreb, Fornuft, Forstand — en Ordleg, som kun er Variationer paa det Thema, som skal løses, og ikke Løsningen selv. Det er denne Vei, Scholastiken har fulgt. Ophøielsen, Apotheosen af den Abstraktion, som de par excellence kalde Fornuften, samt af alle enstydige Betegnelser er den tyske Filosofis deus ex machina. Men den er da ogsaa en Gud, som magter at løse alle Problemer og at feie væk alle Tvivl. Ved at opstille som fundamental Kjendsgjerning, at de er begavede med en Clairvoyance, som gjennemtrænger Universet eller er identisk med Virkeligheden, have de udvisket Forskjellen mellem den blotte Mening og Sandheden, mellem Tænkeligheden og Virkeligheden, de kunne hverken overbevise eller overbevises. Saasom det er nødvendigt at være spekulativ for at være Filosof, det vil sige at udlede hele denne menneskelige Viden af et medfødt Sandhedens Lys, og at afsløre Verdensmysteriet, er den tyske Filosof ikke længere den gamle Hædersmand af en Filosof, som var samvittighedsfuld, beraabte sig paa Kjendsgjerninger, tilstod sin Begrændsning, udtalte sig hypothetisk, talte om skjulte Kvaliteter, naivt skilte mellem det, som han vidste, og det, han ikke vidste, indrømmede, at der var Tilfælde, hvor det Givne ikke var nok udforsket og ikke tilstrækkeligt til at give et sikkert Resultat, og for hvem det var magtpaaliggende, at man paa Forhaand skilte mellem Muligheden og Virkeligheden, mellem Sandsynligheden og Visheden. Den tyske Filosof er Guds Organ par excellence, han er Midleren mellem denne Verden af Fænomener og den anden Verden, som i eminent Forstand er virkelig; han er den profeterende Apollo, som ikke alene kjender det Ukjendte, hvilket man gjerne kan indrømme ham, men som ogsaa forstaar