hvor Anvendelsen er bestemmende for den Retsregel, som er fremsat som undtagelsesfri og eneherskende. Det vil sige, at denne Fornuft, som han antog for et Princip uden Appel og uden Betingelse, gaar over til noget Sekundært og Betinget, og at den bliver et Intet. Det er for at skaffe denne Modsigelse afveien, at hans Efterfølgere, Fichte, Schelling og Hegel, paastaa, at der existerer et Subordinationsforhold mellem Spekulationen og Empirien, Ideen og Naturen, Fornuften og Forstanden, saaledes at den sande Viden, Erkjendelsen af Tingenes sande Væsen ikke kan erhverves uden ved Fornuftens umiddelbare Aabenbarelse. Saaledes er Erfaringen, for at tale klart, et Intet, en Ting, som er Ingenting. Men Vanskeligheden forsvinder ikke, fordi man har fundet et nyt Ord for at betegne, at den er bleven udjævnet. Det er let for dem at paastaa, at de vide Alt ved Spekulation. Men de kunne drive denne foregivne Spekulation lige til det Latterlige: det forbliver dog altid umuligt at skjule, at de Udsagn, som de udgive for Deduktioner à priori, alene ere tilsnegne Resultater af forudgaaende Abstraktioner, naar de have gjort nogle Skridt udenfor disse tomme Almindeligheder, som ere modtagelige for alle de Betydninger, som man vil udstyre dem med. Naar man siger, at der er en Erkjendelse par excellence, høiere end den, som stammer fra Erfaringen, Iagttagelsen og Reflexionen over det Existerende i alle de Forhold, som er Gjenstand for Iagttagelse, saa erklærer man herved, at denne sidste Erkjendelse er Intet, hvilken Omskrivning af Dogmer man end bruger for at skjule Modsigelsen.
Disse Filosofers Stilling er saaledes følgende: de kunne paa Grund af det Absurde deri ikke klart og bestemt nægte Erfaringen, og de kunne heller ikke anerkjende den i en saadan Betydning, at den er Noget, thi derved vilde de ødelægge sine Systemer, som Alle ligge hinsides Fjeldet og
