ste, som man kan bebreide denne ødelæggende Dualisme; men ingensteds har den været saa almindelig og været drevet saa langt i sine Anvendelser; Intet er mere smagløst og stødende end de Betragtninger ud fra denne Theori, som oversvømme ikke alene Filosofien, men ogsaa en stor Del af den øvrige videnskabelige Literatur i Tyskland.
Ifølge disse Filosofer er dette eller hint Resultat aldeles ikke gyldigt som udelukkende grundet paa Forstandens Argumentationer; ifølge Forstandens Begreber forholder det sig vistnok saa, men Ideen siger det Modsatte; Fornuften som Guds Stemme foreskriver for Exempel Gjengjældelsen (Talion) som eneste retfærdige Maal for Straffen, men Erfaringen beviser, at den Straf, som følger heraf, er langt fra altid at strække til for at hindre Forbrydelserne, og at det følgelig er nødvendigt at gaa ud over Gjengjældelsen. Men hvad er denne Fornuft, denne Forstand, af hvilke vexelvis den Ene gjør et Fradrag i den Andens Autoritet? Sikkerlig er Intet saa egnet til at give Tænkningen en falsk Retning som at vænne den til at spærre sig inde i saadanne stereotype Abstraktioner.
De tyske Filosofer have gjort sig megen Møie med at forlige det Uforligelige. Kant, som først afgjort fastslog Modsætningen mellem Fornuften og Forstanden, indførte et Coordinationsforhold mellem dem, idet han anviste Hver sit Omraade. Kun i den moralske Sfære tildelte han Fornuften den skabende Evne, den umiddelbare Erkjendelse, og indrømmede ikke Muligheden af at kjende den ydre Verden uden ved Erfaringens Hjælp. Men dette Arrangement er umuligt, fordi det er en ren Illusion at antage reelle Grændser mellem det, som er, og det, som bør være; dette beviser bedre end Nogen Kant selv i sine Skrifter om Moralen og Naturretten, hvor Kasuistiken tilintetgjør de Forskrifter, som ere opstillede som Fornuftens Orakelsprog, og
