en Totalitet Alt, som er, og Alt, som bør være, anskuer Alt i dets absolute Enhed, abstraherer fra Tiden og Rummet, kjender ikke Grændser eller Tvivl; den er paa én Gang subjektiv og objektiv. Den er Menneskets Sande Væsen, Tingenes Sande Væsen samt det Punkt, hvor begge falde sammen; den iagttager ikke Kjendsgjerningerne, men foregriber dem, bestemmer dem, forudsiger dem med en Ufeilbarhed, hvis Sandheder ere af en høiere Orden.
Denne Fornufts Bevægelse eller, for at udtrykke mig klarere, Udlægningen af den Text, som oprindelig er indskreven i den, Fortolkningen af dens Orakeludsagn, det er Spekulationen, den eneste mulige Maade at filosofere paa tysk Manér; dens Resultat er Filosofien i eminent Forstand. Det, som vi Andre kalde Filosofi, eller, for ikke at strides om et Ord, det, som vi kalde Viden, det er ikke Viden, fordi vi kun erkjende spredt, fordi vi ikke forstaa og heller ikke gjøre Fordring paa at forstaa den absolute Enhed, den universelle Sammenhæng, det første springende Punkt, det Mysterium, som forvandler til Enhed det Universum, hvor Alt er Forskjel og Omskiftning, og fordi vi se paa Verdens enige Uenighed, dens harmonerende Dissonants som et universelt Faktum, der er en Betingelse for al Erkjendelse, men som ikke er Gjenstand for Forklaring.
Er ikke denne saa rigt privilegerede Fornuft et uhyre Postulat, et daarende Løfte, en Antagelse, som kan retfærdiggjøre det Vilkaarlige! En Antagelse, som forresten i og udenfor Tyskland er blevet bekjæmpet, benægtet og bestridt ligemeget af den sunde Sands som af enkelte Filosofer af Profession. Den er angrebet af Kant, Jacobi, Reinhold, Bardili, Fries, Krug, Herbart; men den er alene bleven delvis bestridt, idet man kun har benægtet den Rækkevidde, som er givet den, og netop derfor ikke har formaaet at
