Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/253

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
240
OM DEN TYSKE FILOSOFI.

tion er sat op mod den gamle, og som virker i modsat Retning, uden at den Ene mere end den Anden er grundet paa Overbevisning og Erfaring. Det er en Tro paa de Andres Tro; og i Grunden er det Afsmagen for de slidte Formers Trivialitet og Misfornøielsen med de nye Formers Extravagance, hvoraf den positive Side er, at de søge udenfor Landet for i det Ukjendte at finde et indbildt Middel mod et lidet reelt Onde.

Imidlertid — den tyske Filosofi har, rig paa Løfter udad og indad som den er, i Frankrige vakt Forhaabninger, som vistnok ere temmelig famlende og usammenhængende, men som kanske alligevel ville formaa at kalde frem et eller andet Forsøg paa en virkelig Tilnærmelse. Ville nu disse Forhaabninger blive opfyldte? Ja, det er et Spørgsmaal, som man bringer nærmere sin Løsning ved en Fremstilling af den tyske Filosofi selv end ved nogen anticiperet Bevisførelse.

*

Den Filosofi, som efter Tyskernes Mening er Typen paa deres Aand, Udtrykket for deres Væsen, Billedet af deres Individualitet, den Filosofi, som de have for sig selv, hvis Besiddelse hæver dem over alle andre Folkeslag. — thi da disse ikke have den tyske Filosofi, have de ingen Filosofi, — den tyske Filosofi, som gjennemtrænger Universet, gjennemskuer Gud, som ikke kjender Grændser, Tvivl eller Dunkelhed, som gaar ud fra Intet, forudsætter Intet, frembringer Intet, denne Filosofi med de store Løfter og de evindelige Indledninger, denne Filosofi, som fordærver Sproget og ødelægger Tænkningen og som i sit Væsen er scholastisk, en blot og bar Ordfilosofi, — ja hvad er den nu egentlig?

Kunne virkelig alle disse smaa filosofiske Stater, som ligge i indbyrdes Krig, siges at udgjøre et eneste Rige? Er