selv ville være blevne optagne, hvis de sammenlignelsesvis havde lovet et tilstrækkeligt Udbytte.
Efter denne Forestillingsmaade har Statsøkonomien af politiske Grundsætninger kun én, der udtaler sig som et Raad til statsstyrelsen og Lovgivningen om at forholde sig aldeles uvirksom i Anliggender af økonomisk Beskaffenhed (laissez faire), og dens indflydelse bliver rent negativ ved at indskrænke sig til Fordringen om en mere eller mindre hurtig Ophævelse af de positive Indvirkninger paa Økonomiens Gang, der ere nedarvede fra en Tid, paa hvilken et andet økonomisk System var herskende, saa at dens politiske Opgave vilde være opnaaet, naar dette Tilintetgjørelsens Værk var fuldbyrdet.
Denne Lære om Non-Intervention, der ikke har været optaget i de civiliserede Folks offentlige Økonomi, vil dog uden al Tvivl ogsaa i Theorien komme til at opgive Fordringen paa at være et Grundprincip, naar Reaktionernes Tid er forbi, og den formentlige Nødvendighed af at bekjæmpe den ene Yderlighed med den anden er bortfalden.
Thi først bringer denne Grundsætning Begrebet om Nationalitet i Folkenes indbyrdes økonomiske Forhold til at forsvinde, idet Læren antager en saa kosmopolitisk Retning, at den hele Menneskeslægt betragtes som et eneste Samfund; men denne Forestillingsmaade kommer idelig i Strid med en Virkelighed, der vil vedblive saalænge, som Menneskene ere afsondrede i særskilte politiske Samfund, d. v. s. saalænge som Menneskene ere til. Allerede Omskifteligheden i de politiske Forholde og Muligheden af Fredens Afbrydelse ved Krig viser, at den offentlige Økonomi, naar den skal bære Navn af politisk Økonomi, ikke kan bygge paa denne fingerede Forudsætning, da en Nations økonomiske Vilkaar indtager en altfor vigtig Plads blandt Betingelserne for dens Selvstændighed til, at Selv-
