Side:Schweigaard - Ungdomsarbeider.djvu/19

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

et historisk Faktum, at den Forandring, der er indtraadt i de europæiske Folks økonomiske Vilkaar i de sidste tvende Menneskealdre, under hvilke Produktionens Udvidelse er gaaet frem med en forhen ukjendt Hurtighed, i det Store taget har været en Forbedring.

Men da Forholdet mellem Produktionens Forøgelse og Udbredelse af Velstand ikke er et Nødvendighedsforhold, idet Erfaringen viser, at en større Masse af Frembringelser om ikke regelmæssigen, saa dog undtagelsesvis kan være vunden under saadanne Betingelser, at store Klasser af Samfundet enten ved en mere end tilsvarende Forøgelse i Befolkningen eller ved Ufuldkommenhed i Produkternes Fordeling ere gaaet tilbage, saa er det forgjæves at paastaa, at man for Følgernes Skyld skulde kunne sige, at den ene Opgave er indeholdt i den anden.

For det Tredie, at hvis man istedetfor den størst mulige Produktion sætter den størst mulige Sum af alment velvære som Videnskabens Gjenstand, saa bliver det uundgaaeligt til Fordel for det sidste Formaal, at opgive den Grundsætning, der udgjør sjælen i Læren om den Første. Denne Grundsætning, der efter den engelske Lære behersker den politiske Økonomi, er, at det størst mulige økonomiske Produkt opnaaes ved at lade de menneskelige Bestræbelser og Kræfter følge sin egen Retning uden anden Paavirkning end den, der udkræves til opretholdelsen af den udvortes retlige Orden. Selvinteressen, saaledes sluttes der, er ikke alene den mægtigste Drivfjeder, men ogsaa den ufeilbareste Ledestjerne, naar Spørgsmaalet er om at finde den mest frugtbringende Retning for Menneskenes Bestræbelser, medens enhver tvingende Paavirkning gjennem offentlige Foranstaltninger kun tjener til at lede det økonomiske Arbeide hen paa Baner, hvilke allerede derved forkynde sig som mindre produktive, at de af sig