det dog kan undlades i Eenstavelsesord, som ere Fæm. Det sidste er forsaavidt analogt med Oldnorsk, som det angaaer samme Casus og Numerus, og det derhos netop er Fæmininerne, hvoriblandt Undtagelser fra Regelen ogsaa i Oldn. forekomme.
Angaaende j og v yttrer allerede Rask,[1] at nogle Ord af hans 2den Deel, indskyde j, andre v, foran de Endelser, som begynde med en Selvlyd, dog ikke j foran i, heller ikke gjerne v foran u. «Dette, føier han til, synes at være Lævninger af et Slutnings-i eller -u, som oprindelig har fundets i disse Ord». Rigtigheden af denne Mening kan neppe betvivles, naar man bemærker, at en lignende Virkning er at udlede af lignende Oprindelse i Sanskrit. Naar saaledes ør, er Piil, i G. Sing. og i Nom. og Ac. Plur. hedder ørvar, er det rimeligt, at Grundformen har været øru ell. aru; herpaa tyder det anglsax. arev, og det eng. arrow; skulde Ordet derhos staae i Forbindelse med ør, et Ar, en Skramme = अरुस्, arus, saa have vi ogsaa her u-Lyden, ligesom i द्रु, dru, et Træ, der svarer til det oldn. tré, hvis Former, trjá og trjám i Gen. og Dat. Pl. Rask forklarer som sammendragne for trjava og trjavum, af en tabt Sing. Form trev. Samme Former forekomme ogsaa af kné, et Knæ, der svarer til जानु, ǵânu, hvor altsaa ligeledes det oprindelige u viser sig. Derimod faaer ben, et Saar, i Gen. Sing. og hele Plur. et j tilsat, benjar, benjum, benja.
I Sanskrit er Regelen den, at Femininer, som ende paa en lang enkelt Vocal, tilsætte, i Gen. Sing., foran Casusendelsen âs, et j eller v, efter den foregaaende Vocals Beskaffenhed, nemlig v, naar denne er u, ellers j. F. Ex. नदी, nadî, en Flod, Gen. S. नद्यास्, nadjâs; वधू, vad῾û, en Qvinde, Gen. S. वध्वास्, ''vad῾vâs. Derhos gives ogsaa her enkelte Ord, som i andre Casus lade deres Endevocaler i og u gaae over til j og v, f. Ex. पति, pati, en Herre, Instr. पत्या, patja, Dat. पत्ये, patjé, Abl. og Gen. पत्युस्, patjus. पू, pû, rensende, en Ordform, som bruges i Enden af sammensatte Ord, har i Acc. प्वम्, pvam, i Instr. प्वा, pvâ, i Dat. प्वे, pvé &c.
Gaae vi nu over til at betragte de her omtalte Bogstavers Brug i Conjugationen, saa er det j, som her i begge Sprog bruges paa den mest analoge Maade.
Der gives nemlig i dem begge mange Verba, som i visse Former sætte j til Roden
- ↑ Kortfattet Veiledning til det oldnordiske Sprog, Kbhvn. 1833, S. 14.
