68
Messalina.
En fantasi.
I vest, langt i vest, nedgangen nær, brænder solen matrød, uden magt. Den falder mildt og magelig over murene, over de brede bygninger, den ifører det keiserlige palads sit blege purpur. Gjennem en eneste aabning, ovenfra, glider det dæmpede lys ind i et dybt og dunkelt rum, hvor stilheden hviler blidt over bløde divaner, en lydløs ro mellem østerlandske tepper.
Derinde ligger, endnu ung, mellem al den tause pragt, en kvinde, Roms keiserinde, myrdet. Endnu aander hun, nogle sekunder endnu er verden hendes; for det øie der lige er lukket og aldrig vil aabne sig mere, for det sind, der ingen indtryk mere vil modtage, glider i disse sidste sekunder, skarpt og snart, med dødens hast et billede forbi, billedet af en kvindes liv.
Hun ser et muntert barn, med sorte lokker og røde kinder, hun ser det lege i en stor have løbende efter sommerfugle, hed og henrykt. Men de smaa plumpe barnehænder tager for haardt paa en sommerfuglevinge, de tar støvet med og farven og glansen. Og barnet blir bedrøvet og græder over skuffelsen, over sig selv, over sommerfuglen. Men det tørrer sine øine og begynder paany, jagten efter de fine vanskelige vinger. En og to og flere — men alle ligedan. Da blir det lille barn fortørnet, det griber den ene sommerfugl efter den anden, saamange det kan, og tramper dem under sine fødder.
Hun ser en ung pige, høi og vakker, med sorte øine og rød mund, hun ser hende lykkelig og stolt i hin blomsterhave, med armene om en mands hals, ham hun elsker. Og hun ser de samme mennesker, ser dem skuffede forlade hinanden, bedrøvede som det
