91
med en saa troskyldig aabenhed, at han — den rettroende, katholske abbed — til sin forbauselse fik sin bog lyst i ban af paven.
„Man kan,“ skriver abbed Huc, „ikke undgaa at slaaes af deres overensstemmelse med katholicismen, korset, bispehuen, . . . . kappen, som lamaerne bærer paa reise, eller naar de udfører en ceremoni udenfor templet; gudstjenesten med de to kor . . . ., røgelsekarret, som hænger i fem kjæder og kan aabnes og lukkes vilkaarlig; velsignelserne, som lamaerne giver, idet de strækker sin høire haand over de troendes hoveder; rosenkransen, presternes ungkarlstand, klostrene, helgendyrkelsen, fasterne, processionerne, litanierne, vievandet, — alt dette er overensstemmelser, som buddhisterne har med os.“ Han kunde desuden have nævnt geistlighedens ragede hoveder, relikvierne og skriftemaalet, tilføier Max Müller.
Det er alle tings skjæbne her i verden, at de skal raadne. Det er den sikreste af alle sandheder, og buddhismen har selv den dybeste indsigt i denne sandhed.
Det er alle tings skjæbne, at de skal raadne. Religionerne danner herfra ingen undtagelse. De udspringer fra sandhedens reneste kilder i menneskets bryst, de avles ved, at tankens bevidste klarhed mødes med den religiøse følelses dybe inderlighed. De springer frem som en livsens magt, der renser og styrker. Men aarhundredernes støv lægger sig paa dem, og aarhundredernes rust gnaver sig ind til deres kjerne. Og de rammes af alle tings skjæbne, at de skal raadne.
„Det religiøse ligger indesluttet i det mythologiske,“ siger Bastian, „det er det oprindelige sædekorn, uden hvilket mythologien ikke vilde have fundet nogen jordbund; men mythologierne selv er allerede snylteplanter, som med sin flimrende farveglans først skyder frem paa moderstammen, naar denne allerede har overlevet sig selv og nærmer sig sin undergang, og som tilslut ganske ødelægger den og forvandler den til støv. Naar saa trangen til en ny aabenbaring, som staar paa høide med tiden, tiltager, og religionens moderstamme atter skyder frem fra sit grus, saa vender den stadig tilbage til sin psychologiske begyndelse, saaledes som den hviler i den naturvidenskabelige tænknings elementære anskuelse, og en omhyggelig anstillet analyse vil da vise en uafbrudt og lovmæssig sammenhæng fra naturfolkenes tidligste religionsanelser til vor samtids mest ophøiede i en stadig tiltagende fuldkommenhed.“
Ingen religion er vel i den grad overgroet med mythologisk væv som buddhismen. Jeg har ovenfor givet nogle antydninger, som gjerne kunde være tilstrækkelige. Der skal jo ikke saa meget til, før man kan skjønne, hvorledes det mythologiske fortoner sig. Vi
