89
lade det onde være ugjort, ved sig selv kan man renses. Renhed og urenhed tilhører en selv, ingen kan rense en anden,“ heder det i Dhammapada.
I denne henseende stiller Buddhas lære sig i modsætning til de almindeligste former af kristendommen. I kristendommen betragtes i regelen mennesket som udygtig til af egen kraft at gjøre det gode, ja i enkelte sekter (som Calvinismen) udarter dette som bekjendt til en jernhaard prædestinationslære, hvorved menneskets vilje gjøres til intet, og det bliver fra evig tid forudbestemt, om et menneske skal fordømmes eller faa naade. Luther er med hensyn til dette vaklende og uklar; han vil paa den ene side ikke vide af forudbestemmelsen, og paa samme tid er han dog med paa at gjøre menneskeviljen til intet, naaden skal være alt.
I buddhismen synes det vanskelige spørgsmaal om viljens frihed slet ikke at komme frem. At mennesket er herre over sin skjæbne følger der af sig selv.
„Brøndemagere leder vandet, hvorhen de vil, pilemagerne danner pilene, tømmermænd danner træstykkerne; kloge folk danner sig selv.“
Dette er en lignende anskuelse som Epiktets: at af alle værende ting er der nogle, som er i vor magt, andre som ikke er i vor magt; til de ting, som er i vor magt, hører vort indre, vore begjeringer og interesser; det, som ikke er i vor magt, er derimod de ydre: rigdom, anseelse o. s. v. Deraf uddrager da Epiktet den samme regel, som udtales i Dhammapada, „hold dig til, hvad der er i din magt, og dan dig selv“.
Men i buddhismen udstrækkes denne viljefrihed langt videre. Ved at man danner sig selv danner man ogsaa sit eget legeme og sin ydre situation (i den næste tilværelse), og saaledes behersker viljen ikke blot aanden, men ogsaa materien.
Jeg skal ikke indlade mig paa at diskuttere buddhismens standpunkt contra kristendommens i dette stykke, det vilde her føre meget for vidt. Kun skal jeg anføre en ganske merkelig ytring af udenrigsministeren, Phra-Klang i Siam. Han mente, at alle religioner paa jorden kunde inddeles i to klasser, nemlig saadanne, som paakalder andre magter, ligesom børn skriger efter forældrene, og saadanne, som finder hjælpen i sin egen aand.
Skjønt gudsideen ikke findes udviklet af Buddha, er der dog vistnok for den, som trænger en saadan idé, ligesaa god plads for den i buddhismen som i andre religioner, idet begrebet Gud jo ligger implicite i den som lovmæssig anerkjendte verdensorden, som gjør det muligt for mennesket, at opnaa Nirvana. Ifølge Leibnitz er Gud det
