87
Eiendommeligt for Buddhas oprindelige lære er dens gjennemsigtighed,
dens klarhed, dens frihed for mysticisme. Er man først kommen
over sjælevandringen, dette ene mystiske led, saa er alt det videre fuldkommen
rationelt, ja man kunde sige rationalistisk. Der findes i buddhismen
ingen mørk, dæmonisk verdensmagt, som maa tilfredsstilles ved
ofringer, der findes ingen mystisk fordømmelse og ingen uforskyldt naade.
Dog er buddhismens filosofi ingen ganske simpel sag at komme tilbunds i.
Forbausende er det ved første blik, at Buddhas oprindelige lære negter tilværelsen af sjælen, den anerkjender hverken nogen personlig sjæl (jeget) eller nogen verdenssjæl (Gud). Det tager sig jo besynderlig ud, at en af de største religioner skulde mangle to af de begreber, som jeg har tilladt mig at regne til „de første religiøse ideer“.[1]
Grunden hertil ligger vistnok i en slags overmodenhed i den buddhistiske metafysik. I denne har vi den diametrale modsætning til den vildes primitive verdensanskuelse. For den vilde er verden ophakket i en uendelighed af individualiteter; for ham har ikke blot dyrene og planterne, men endog stenene sjæl. For buddhisten derimod gives der kun en stor enhed, det udelelige alt, verdensprocessen, der som en helhed udvikler sig efter sine iboende love. Ideerne om sjælen og om Gud, som fandtes i brahmanismen, er i buddhismen ligesom opløst og smeltet hen i altet.
Vilde man imidlertid, fordi buddhismen negter sjælen, kalde denne religion materialistisk saa vilde man tage grundig feil. Ordet materialisme passer nemlig kun, hvor man anerkjender inddelingen i materie og aand, men sætter materien som det overordnede eller som grunden. I buddhismen derimod er der ingen saadan inddeling, altet er paa samme tid materielt og aandeligt. Men skulde man med hensyn paa dette alligevel ville give buddhismen et tillægsord, saa maatte man meget mere kalde den idealistisk eller spiritualistisk.
Det heder saaledes i Dhammapada:
„Alt, hvad vi er, er resultatet af hvad vi har tænkt; det er grundet paa vore tanker, det er frembragt af vore tanker.“
Mennesket bestaar ifølge buddhismen af fem hovedbestanddele, de saakaldte khanda, nemlig: det organiserede legeme (rupa khanda) med sine fire indre evner: sansning (vedana), opfatning (samgna), begribelse (samskara) og viden (vignana).
Ligesom menneskets nuværende tilværelse er et resultat af dets handlinger i den forrige, saaledes forbereder det nu sin kommende
- ↑ I en afhandling, holdt som foredrag, og senere trykt i „Vor Tid“.
