86
vækkes, saa maa der slaaes paa tromme og blæses i basun. (Deliriumstilen i frelseshærens „Krigsraab“ er derfor meget folkelig).
Jeg for min part foretrækker langt den gamle kong Asokas gentlemanstil i al dens naivitet og menneskelighed. I en af hans indskrifter heder det:
„Religionens lov (dharma) er fortrinlig. Man vil sige, hvad er da denne lov? Den bestaar i at gjøre meget lidet ondt, at gjøre meget godt, at udøve barmhjertighed, næstekjærlighed, sanddruhed og føre et rent liv. Jeg har gjort mange barmhjertighedsgjerninger imod alle skabninger, mennesker, dyr af alle slags, jeg har skjænket dem alle slags begunstigelser og endog draget omsorg for at sikre dem drikkevand. . . . Den som handler saaledes, vil handle vel. . . . Man er altfor tilbøielig til ikke at se andet end det gode, som man gjør; man siger til sig selv: Jeg har gjort den og den gode gjerning; man ser ikke det onde; man siger ikke: jeg har gjort den eller den slette gjerning. Ganske vist, en saadan tilstaaelse er pinlig, dog maa man vaage over sig selv og sige: De og de gjerninger er slette, saasom hidsighed, grusomhed, vrede, hovmod. Man maa sige til sig selv: jeg vil ikke give efter for misundelse, jeg vil ikke bagvaske; derved sikrer jeg min lykke her og hisset.“
Dette synes skrevet ud af ganske den samme aand som Goethes berømte ord:
Den können wir erlösen.“
Forøvrigt er i buddhismen moralens sum almindelig næstekjærlighed, utrættelig næstekjærlighed, som taaler alt og finder sig i alt. Saaledes heder det i Dhammapada:
„Lad os leve lykkeligt da, idet vi ikke hader dem, som hader os; lad os leve fri for had blandt mennesker, som hader. Lad os leve lykkeligt da, fri fra begjerlighed blandt de begjerlige.“
At udrydde vrede og begjerlighed er ikke blot moralens bud, men det er nødvendigt for at komme til sandheds erkjendelse:
„Skulde man tro, at hedninger, som famlede omkring i blinde, kunde indbilde sig, at de kunde fatte Buddhas visdom, uden at de endnu havde begyndt at afskjære rødderne til Moha, Thosa og Lobha (vildfarelse, vrede og begjerlighed)?“ sagde hans høiærværdighed Chao-Khum i en prædiken i Bangkok med hentydning til europæiske videnskabsmænd, som søgte at sætte sig ind i den siamesiske buddhisme.
