5
nye testamente, at det er vanskeligere for en rig mand at komme ind i himmerige end for en kamel at gaa gjennem et naaløie.
Jeg kunde fra buddhistiske skrifter komme frem med endnu meget besynderligere ting, en hel hær af ting, som synes at være udelukkende komiske og skikkede til at modtages med latter. Der er stof nok for spotteren til at gjøre sig lystig over. Men vil man have den slags moro, saa behøver man rigtignok ikke at søge saa langt bort som til Østasien.
Og høistærede, at gjøre sig lystig over saadanne ting, det er en let sag, det kan enhver glad gut gjøre, det er ingen stor kunst. Vanskeligere, men maaske ogsaa mere lønnende, er det, at komme til forstaaelse af saadanne tings psychologiske betydning og ethiske værd.
Hvad nu, i parenthes sagt, sjælevandringen angaar, saa turde der være mange, som føler sig mere tiltalt af den buddhistiske opfatning end af den, som antages af mange kristne, om en enkelt afgjørende dom, som ugjenkaldelig kan styrte et menneske i et evigt helvede. Og tror man først paa sjælevandringen[1], der forener alle levende skabninger i et inderligt broderskabets baand, saa kan man jo ogsaa forstaa, hvorledes jægerens og fiskerens bedrift kan komme til at ansees som den mest syndefulde af alle.
II.
Hvad der særlig interesserer mig, hvad jeg ønsker at faa læseren til især at interessere sig for, og hvad der derfor bliver kjernepunktet i denne afhandling, er spørgsmaalet: hvorledes skal verden frelses ifølge buddhismen, hvorledes kan Buddha blive verdens frelse?
Spørgsmaalet om „verdens frelse“ er altid det centrale i enhver religion og til syvende og sidst, bevidst eller ubevidst, i ethvert menneskeliv.
For at forstaa dette, maa man blot erindre, at „verden“ kan sees paa to maader af menneskeaanden. De indadvendte egoistiske aander har sin styrke i at gaa i dybden, de udadvendte sympathetiske gaar saa at sige i bredden. For den indadvendte aand er „verden“ blot det samme som jeget selv: naar jeg dør, ophører verden. For den
- ↑ Jeg benytter trøstig ordet „sjælevandring“ skjønt jeg meget vel ved, at ifølge den metafysik, som Buddha skal have lært, negtes sjælens tilværelse. Men metafysik er vistnok ofte blot en strid om ord. Og man kalde det nu sjæl eller hvad man vil, saa er det dog en kjendsgjerning, at ifølge buddhismen bliver der efter døden et eller andet, et noget, et x igjen, som skaber sig et nyt legeme. En metempsychose og en metensomatose kan vel i virkeligheden komme ud paa et.
