faar luft i den bog. Og medens aarelang smerte toner ud i vellyd, maler kunstneren billeder af dette trange, smaalige liv, som har pint ham, som har røvet ham den frie udfoldelses mulighed, og som han har følt sig forskrevet til gjennem kjærlighed og had; – af dette liv giver han os en række billeder, saa fuldendte, at vi i denne ene bog har samlet det bedste som den nyere danske litteratur har givet os af dansk liv og dansk natur.
Der er en rigdom i bogen, saa man ikke ved, hvad man skal blive staaende ved som det særlig gode, og grunden hertil er vel den, at digteren intet øieblik har fulgt Homers eksempel. Det store epos er saa gjennemvævet af kraftig lyrik, at vi hele tiden føler os under indflydelse af en sjæls meddelelse. Hvor fortællingen glider i baggrunden, spiller stemningen i sprogēts toner, i farverige ord, saa vi aldrig trættes.
– En bog som Forskrevet er mærkelig paa mange maader. Den er en genial protest mod alle regler. Først og fremst er den en rig personligheds protest mod et smaaligt livs regler, dernæst er den som kunstværk en protest mod de regler for god fortællekunst, som holdt paa at blive dogmatiske. Denne fortællekunst levned ikke rum for et temperament, som umiddelbart maa meddele sig. Holger Drachman har følt sig pint af dette, saa pint, at han før har skrevet dumme ting imod moderne digtning – sandsynligvis fordi han var en smule imponeret og ikke selv kunde komme til rette med denne kolde naturalistiske norm. Derfor er Forskrevet ogsaa artistisk et stort befrielsens værk for ham. Det er saa genialt gjennemført, at man formodentlig fra den bog vil kunne datere en ny fase i fortællekunstens udvikling her i Norden; for sandsynligvis er der flere temperamenter som vil faa mod til at søge egne veie efter Drachmanns store gjennembrud.
Forskrevet kunde man bygge afhandlinger paa, men det vilde være faafængt at forsøge en kritik af den – saadan i almindelig forstand. Dertil er den for personlig. Hvor der kunde giøres en æstetisk indvending, vilde Drachmann med fuld føie sige: „Bliv mig fra livet med det æstetiske; det var noget ganske andet jeg vilde.“ Og da staar man der; for nægtes kan det ikke, at en slig bredbringet personlig fortrolighed som denne Forskrevet skal man lede længe efter i de fleste landes litteratur. Men hvad der gjør den til et verk af blivende værd, af betydning ud over digterens person og nutidens forhold, det er dens aandfulde psychologi, dens intime billeder af dansk liv. Gjennem Forskrevet bliver vi som aldrig før fortrolig baade med Holger Drachmann og med
