Litteratur.
En engelsk forfatter i det anseede tidsskrift Fortnightly Review's januarhefte gjør den bemerkning, at der for tiden i hele verdenslitteraturen især er to forfattere, hvis verker imødesees med spænding, sluges med begjær og diskutteres med lidenskab i alle civiliserede samfund. Den ene er russeren Tolstoi, den anden er nordmanden Henrik Ibsen. Paa bagsiden af Hedda Gablers titelblad læser vi følgende megetsigende ord: „Omtrent samtidig. med næværende originaludgave fremkommer en engelsk, en tysk og en fransk af forfatteren autoriseret udgave. Noget senere følger en italiensk og en ungarsk.“ Efterat bogen er udkommen, hører vi fra Tyskland, at første oplag blir bortrevet den første dag, i den franske presse behandles den som en litterær begivenhed af rang, og to engelske tidsskrifter har lange, ledende artikler om den. Her kan vi da være ganske sikre i vor sag og vide, at vi ikke tager munden for fuld, naar vi taler om europæisk berømmelse. Der er ikke længere tvil ikke blot om, at Ibsens navn er kjendt over hele Europa, men at hans verker læses og er et ferment i verdenskulturen; og det norske folk staar i dyb taknemmelighedsgjæld til Ibsen for den glans, hans navn kaster tilbage over vort lille land. Fastslaaelsen af denne kjendsgjerning staar for mig som det mest tilfredsstillende ved Ibsens nye drama.
Ibsens senere dramaer har allesammen været enten rent psykologiske eller ogsaa paa én gang psykologiske og samfundstendentiøse. „Hedda Gabler“ er, saavidt jeg kan forstaa, et rent. psykologisk drama, jeg har ialfald ikke kunnet opdage nogensomhelst tendens, nogen lære, som her prædikes; hvad vi her spørger om, er: har forfatteren uddybet vort kjendskab til den menneskelige sjæl, har han lært os nye mennesker at forstaa, eller har han givet os gjenkjendelsens glæde af gamle bekjendtskaber? Jeg maa oprigtig tilstaa, at jeg er ganske i forlegenhed for at besvare disse spørgsmaal. Hovedinteressen dreier sig i dette stykke saa udelukkende om Hedda Gabler selv, at spørgsmaalet nærmest bliver: kjender du denne dame eller kjender du hende ikke? Og herpaa kan jeg svare baade ja og nei. Jeg kjender hende, forsaavidt jeg véd mangfoldige ting om hende, har hørt ord og seet handlinger, der giver udsigt ind i hendes sjæl baade paa den ene kant og den
