i mængde, men ogsaa i frugtbarhed. Hvis dette ikke var saa, vilde man jo nemlig paa et hvilketsomhelst stykke jord bare behøve at fordoble, firedoble eller hundreddoble det anvendte dyrkningsarbeide for at producere det dobbelte, firedobbelte eller hundreddobbelte og saa fremdeles. Der vilde følgelig altid være frugtbar jord i saadan overflødighed, at der aldrig vilde blive tale om at tage ny jord under dyrkning. Man vilde ganske simpelt kunne indskrænke sig til at dyrke et lidet udvalg af de allerbedste og frugtbareste jorder i de forskjellige lande og derved med lethed ernære den hele menneskeslegt.
I virkeligheden indeholder denne lov i sig gjendrivelsen af hele Henry George's statsøkonomiske theorier og viser, at fattigdommen til syvende og sidst trods alt bunder i en, i forhold til den hurtighed, hvorved menneskene formerer sig, utilstrækkelig produktion. Men George vil, ligesom socialisterne og saa mange andre, paa død og vold se fattigdommens aarsag alene i formuens ulige og uden tvivl ofte ogsaa høist uretfærdige fordeling. Saa maa da loven for det. aftagende udbytte af jorden bortforklares og jordrenten, som ganske vist spiller en stor rolle ved formuens ulige fordeling, gjøres til det. altopslugende uhyre, der kan sættes i dens sted som fattigdommens eneste sande aarsag.
Men uheldigvis for hans theori, ifølge hvilken jordrenten altsaa foraarsager fattigdom, er tvertimod baade fattigdommen og jordrenten i virkeligheden begge virkninger af en og samme aarsag. Thi ogsaa jordrenten eksisterer og vokser netop kun fordi det stadig aftagende udbytte af jorden tvinger dyrkningen ned paa daarligere og mindre lønnende jord og derved bevirker, at al frugtbarere jord, som dyrkes, giver det tiltagende merudbytte, der kaldes jordrente. Kunde dyrkningen indskrænkes til den frugtbareste jord alene, vilde jorden simpelthen ikke længere have selvstændig værdi, og jordrente vilde være et fuldkommen ukjendt begreb.
Heller ikke i videnskaben kan man paa en gang faa baade i pose og i sæk; man kan ikke som George baade opretholde jordrentelæren og paa samme tid trække grundlaget bort under den. Og for den, der har lært hans „gjendrivelse“ af loven for jordens aftagende produktivitet, hvori jordrenten faktisk alene har sin grund, er det komisk at se, hvorledes hans egen nyoppudsede jordrentelære hovedhjørnestenen i hans system, hænger og dingler i luften og gjør hele den med saamegen brask og bram forkyndte Henry George'ske statsøkonomi til noget af den mest overfladiske kvasividenskab, som endnu nogensinde har vundet verdensry.
- Oskar Jæger.
