Man maa indrømme, at dette er en meget nem og ligetil løsning af vor tids største sociale problem. En eller anden, som ikke har læst Henry George, kunde nu maaske indvende, at det maatte blive en dyr historie for staten saaledes at ekspropriere al jord. Men da svæver han i den naive vildfarelse, at George skulde paalægge staten nogen erstatningspligt. Da kjender han ikke til, hvorledes Henry George forlanger af staten, at den sans phrase skal udplyndre alle jordeiendomsbesiddere.
Allerede dette vil for de fleste mennesker være mere end grund nok til ganske at forkaste hans universalmiddel mod social elendighed. Men man vil dog med en vis ret kunne gjøre gjældende, at dersom virkelig al menneskelig nød og fattigdom med ét slag kunde afskaffes, og den guldalder hidføres, som Henry George saa veltalende forespeiler os, saa fik menneskeslegtens livsinteresser gaa forud for den enkelte klasses lovlige rettigheder. Eiendomsbesidderne fik i herrens navn finde sig i at ruineres til bedste for menneskeheden. Men disse Henry George's paastande er desværre mindst ligesaa grundløse, som de er overraskende.
Eftersom der her i verden bliver flere og flere mennesker, skal der naturligvis stadig mere til, for at de alle kan leve. Behovet for livsfornødenheder vokser, og produktionen maa følgelig bestandig forøges. Og her begaar Henry George netop sin kapitale bommert: han rører uden videre, under navnet formue, alt, hvad der produceres, baade levnetsmidler og industrigjenstande, sammen til. én masse. Men nu ved alle, at jo flere industrivarer der forlanges, desto billigere kan de leveres, medens det med levnetsmidlerne gaar akkurat omvendt, saa de i det store taget altid bliver dyrere. Saaledes kan for eksempel en fabrikant med forholdsvis langt færre udgifter producere ti tusen meter klæde end blot ét tusen og hundrede tusen endnu meget billigere end ti tusen o. s. v. Men skulde en gaardbruger, som avler, lad os sige tusen tønder korn, blot forøge produktionen paa sin jord til femten hundrede tønder, vilde hans udgifter vokse simpelthen uhyre og kornets pris med dem.
Dette stikker i, at jordens afkastningsevne ikke ligesom industriens er ubegrænset, men tvertimod stedse tager af, jo mere der ved befolkningens stadige forøgelse presses paa den. Samtidig derfor med at nutidens uendelighed af opfindelser og maskiner fuldfører den store proces at gjøre industriens produkter saa uhyre billige og let tilgjængelige mod, hvad de var før, at vor tids arbeidere i mange henseender aldeles ikke vilde være tilfreds med det, som fyrster og rigmænd i gamle dage nøiedes med, formaar dog alle
