da udtrykke sine tanker i det; men digteren har løst sin opgave, og der følger ikke flere generationer af digtere efter hverandre. Digternaturer tyr derfor ofte til dialektpoesiens omraade, hvor de i det smaa kan udrette, hvad der ellers kun sker i de store litteraturperioder.
Naar ikke det rigtige forhold mellem de tre befolkningslag er tilstede, indtræder sygelige tilstande inden en af dem, og det har snart skjæbnesvangre følger ogsaa for de andre. Der er det atter middelstanden, det mest gjælder. Den søger ganske naturlig at sikre sig, at skaffe sig fasthed og varighed, noget som dog er uforeneligt med dens væsen, naar den som bærer af et aandeligt nivaa over det gjennemsnitlige skal gaa i spidsen. Derfor bliver der kamp mellem dem og de andre. Det har ikke saa meget at sige i en stat, som er sig selv nok, som selv frembringer, hvad den bruger, og tillige bruger, hvad den frembringer. Heller ikke saalænge handelen med fremmede væsentlig indskrænker sig til udbytte af produkter. Men anderledes bliver det, naar et folk faar produkter fra et andet og betaler dem med arbeide. Til en begyndelse bliver der kanske et storartet opsving baade for middelstand og arbeidere og for bonden med, da han faar sit korn godt betalt. Men snart begynder indførsel af billigere fremmed korn. Den indfødte bonde, som nu har større produktionsomkostninger, maa slaa sine priser ned. Bondestanden udarmes. Middelstanden begynder at kjøbe jord som det sikreste, hvori den kan anbringe sine penge. Jordeieren vil nødig sælge; men der mangler ikke midler til at tvinge ham til det. Adelige godseiere ruineres og kjøbes ud. Blandt bønderne indføres f. e. byernes arveregler, hvorefter alle børnene faar lige del i gaarden. Eller man skaffer dem penge mod sikker- hed i gaarden. Formen for overtagelsen af jordeiendommen er høist forskjellig. En samler uhyre godser og lader dem drive ved hjælp af daglønnere, andre lader bønderne beholde sine gaarde i forpagtning, hvis de ikke nøier sig med at have penge staaende som hypothek i dem. Driften bliver mere intensiv. Tildels ombyttes kornavlen med fædrift, faareavl eller dyrkning af handelsvækster. Bønderne flytter i masse til byerne eller vandrer ud af landet; bondehusene viger for herregaarde eller daglønnerhytter, og tiderne bliver paa grund af den sterke konkurrance slemme for de bønder, som endnu bliver paa sine gaarde.
Handelens blomstring begynder i almindelighed først, efterat middelstanden har faaet en fremtrædende politisk betydning. Men ellers giver ogsaa deres pengemagt dem vegt i det offentlige liv; thi staten trænger i slige tider mange penge; den bygger havne, veie, krigsskibe o. s. v. Middelstanden blomstrer prægtig. Men den tilførsel af friske kræfter, som den nu har nydt godt af, kommer ikke fra noget overskud inden bondestanden, men er denne selv, og kan derfor kun vare en begrænset tid, og naar den stanser, mangler middelstanden sin vigtigste livsbetingelse, og saa begynder den at leve paa sin fortid, men denne er ikke god at leve paa for middelstanden. Forf. paaviser en saadan udvikling flere
