den talrige geistlige stand optog en stor del af de mennesker, som ikke fandt plads til at ernære sig med familje. Sin egentlige betydning har det, at der opstod byer i Tyskland og andre feudalstater deri, at ogsaa byerne blev reservoirer til at optage menneskeoverskuddet. Men folk strømmer til byerne ikke blot saalænge, der trænges nye kræfter, til nye erhvervskilder, men ogsaa siden. Derfor bliver der en voldsom konkurrance. Bymanden efterlader sig ikke som jordeieren en sikker indtægtskilde; hans dygtighed dør med ham, og selv om børnene faar endel penge, kan familjen ikke ved deres hjælp i længden konkurrere med folk, som er i besiddelse af den dygtighed, der selv arbeider sig op. Bymanden maa derfor sige sig selv, at kun et lykkeligt tilfælde kan gjøre det muligt for hans slegt at holde sig i middelstanden i flere generationer. Middelstanden har et høiere aandeligt nivaa end det hele folks gjennemsnitlige, fordi den rekruteres af de mere energiske af landbefolkningen; det er det, som gjør det vanskeligt at holde sig der; allerede af den anden generation formaar en stor del det kun, naar de giver afkald paa at forplante sin slegt. For hver ny generation gaar flere og flere over i det tredie befolkningslag; middelstanden er i det store taget kun et overgangstrin fra jordeiernes til arbeidernes stand. Folk, som kun udførte legemligt arbeide, har der vel altid været, men dog ingen stand af saadanne. Den opstaar først, naar haandverket ved hjælp af handelen udvides til fabrikindustri, som f. e. i de italienske republiker i middelalderen. Dampmaskinerne har begunstiget dannelse af denne stand i overordentlig høi grad. Den opstaar ved direkte indvandring og, som sagt, ved tilførsel fra middelstanden. Men den formerer sig ogsaa sterkt paa grund af tidlige giftermaal. Dens aandelige nivaa er lavere end folkets gjennemsnitlige, baade paa grund af rekruteringsmaaden, og fordi børnene, som i byerne i det hele vokser op under meget ugunstige betingelser i sammenligning med landbørn, netop i denne stand er aller uheldigst stillede. Dertil kommer det lidet udviklende ved arbeidernes beskjæftigelser.
Der er saaledes en evig strømning i befolkningen, og det er denne, som væsentlig betinger blomstring eller nedgang i historien. Middelstanden er den, som nærmest bærer det historiske liv; men den er selv nødvendig betinget af bondestanden, og den kan ikke undvære arbeiderne. Der følger et blomstrende kulturliv med middelstanden, naar befolkningsstrømmen flyder jevnt og raskt. Blomstring i kunst og videnskab finder ogsaa sin forklaring derved. Digtekunsten indtager dog en egen stilling. Hvad der betinger den raske vækst i andre kunster, et høit aandeligt nivaa hos middelstanden, er vistnok ligeledes en nødvendighed for den; men desuden kræves det, at der intet skriftsprog er forhaanden, som strækker til som udtryk for dens tanker. At digte er at skabe et sprog. Derfor pleier digtekunsten at være den første blandt de kunster, som indleder de store kulturepoker. Skriftsprogets former er kun flydende, saalænge digteren er ifærd med at skabe det. Derefter bliver det folkets fælles eiendom. Ethvert dannet menneske kan
