betydelig underbalance. I almindelighed vil denne være saa stor, at en bys oprindelige befolkning i løbet af faa generationer bliver omtrent fuldstændig erstattet med en ny.
Et lands befolkning bestaar af 3 lag.
1. De, som lever af jorden, nemlig bønder og godseiere. 2. Midddelstanden: repræsentanterne for de borgerlige haandverk og dernæst embedsmænd, officerer, lærde, kunstnere: kort sagt hele den bosiddende og dannede befolkning i byerne. 3. De eiendomsløse arbeidere og proletariatet. Disse tre lag er den samme befolkning paa forskjellige udviklingstrin. Kun det første lag bestaar altid ved sine egne kræfter; dets overskud frembringer og vedligeholder de to andre.
„Man kan sammenligne byernes befolkning med en sø, som en elv danner i sit løb. Tilsyneladende har søen en selvstændig tilværelse. Ingen strømning er merkbar. Elvens vand blander sig med søens og er ikke mere til at skille fra det. Kun forstanden siger os, at naar der paa den ene side strømmer vand ind og paa den anden ud, saa maa søens vand stadig blive fornyet.
Til de tre befolkningslag svarer tre forskjellige erhvervskilder. Den første er jordeiernes. Disse tager naturens gaver; deres indtægt afhænger ikke mest af, hvor meget de selv arbeider, men af at naturens levende kræfter arbeider for dem, thi det er disse og ikke det menneskelige arbeide, som frembringer værdierne. De to andre slags indkomster beror paa arbeidet. Forf. tager et eksempel fra mindre forhold. Oprindelig har hver bonde været sin egen skomager, smed, skrædder, snedker o. s. v. Men saa bliver arbeidet delt; haandverkere slaar sig ned i landsbyen. De arbeider i sit ansigts sved den ganske dag ligesaa vel som bonden; den ene hamrer, den anden syr, den tredie høvler, ligesom bonden pløier; deres levevis er omtrent det samme. Men medens de kræfter, som skaber værdier for bonden aldrig hviler, men er lige virksomme, naar han sover, som naar han er vaagen, saa ophører enhver produktion i haandverkerens verksted, saasnart han lægger hænderne i skjødet; naturens kræfter tjener ikke ham. Arbeidets deling gaar videre som i følgende eksempel. I en landsby bor der en skomager, Klaus, en strævsom og flittig mand, som har lært sit haandverk af sin far, og som aldrig har været ude af landsbyen; han syr brugbare, men tarvelige sko. Senere kommer en anden skomager, Peter, flyttende til. Det er en hel støver; han har lært hos en dygtig mester i byen, gjør smukt arbeide og forstaar bedre end Klaus at rette sig efter den forskjellige smag hos unge piger og gamle koner, mænd og kvinder. Alle vil have ham til at sy sko; han tager først en, siden flere mænd i sin tjeneste og begynder at drive det mere i det store og er snart en velholden mand, medens det gaar aldeles ud med Klaus, som dog kanske er vel saa flittig og sparsommelig.
Det er en ny art arbeide, som her er kommet til, og som hjælper Peter til at seire i konkurrancen; det er det aandelige arbeide. Peters opøvede smag, hans kyndige ledelse af sine svende,
