mavemaalet mangler. Foruden gamle sager har theatret iaar opført to saakaldte morsomme stykker og et skuespil, Ludvig Fuldas „Tabte paradis“. Dette havde forfatteren, som af Garborg havde faaet høre, under hvilke betrængte kaar her virkedes i, foræret til Bergens theater uden nogen godtgjørelse. For theatret var det derfor en glæde at se, at stykket gjorde ry ogsaa hos os. Velvilje er ogsaa bleven vist Bergens theater af fru Emma Gad, som har foræret sine to stykker „Fælles sag“ og „En advarsel“, samt af Sudermann, hvis bekjendte stykke „Die Ehre“ ligeledes er skjænket 'theatret.
Overfor det franske repertoire forekommer det mig publikum ikke er saa vaagen som for nogen tid tilbage. Endskjønt de lettere ting, som har været bragt til torvs, har moret, saa er det dog ligesom tonen i stykkerne er bleven fremmed for vort publikum. — Skjønt, hvad ved man egentlig om det? — Et forsøg blev gjort med „Kean“ af Dumas den ældre; men dette gamle sensationsstykke bør vistnok kun spilles naar en Frédérick er der. Selv med Rossi var det jo noksaa gemacht.
Endelig har Bergens fhester i den forløbne sæson ogsaa forsøgt at holde det Flid repertoire oppe. Under fru Heibergs gjæsteoptræden viste det sig, at Oehlenschlägers „Axel og Valborg“ endnu lever i publikum. Theatret var aften efter aften fuldt af et publikum, man ellers sjelden har den glæde at se. Foruden spillet nød man øjensynlig gamle theaterminder. Fra theaterstandpunkt er dette kun glædeligt. Kunde man blot saasandt holde denne tradition vedlige! — Moliére repræsenteredes ved „Snerperne“ og „Fruentimmerskolen“, Shakespeare ved kong „Henrik den fjerde“, Holberg ved „Jeppe paa bjerget“ og „Mascarade“.
Ogsaa syngestykker er bleven opførte; men de fortvilede korist- og statistforhold hos os vanskeliggjør alle forsøg; desuden er det under sæsonens sterke arbeidspres meget vanskeligt at ofre tid til sangprøverne. Men ogsaa denne form for afveksling maa til for at lokke de høist fornødne penge i kassen.
Dette kassehensyn blir i længden demoraliserende. Dyden er jo strengt bevogtet paa Bergens theater; men kunsten er det desto mindre. Hvis ikke theatret her er sit eget politi, vil hverken kritik eller publikum yde stor hjælp til at holde repertoiret noget over det almindelige underholdningsniveau. Det blir imidlertid et tidsspørgsmaal, hvorlænge theatret kan respektere sig selv, naar publikum ikke respekterer dets virkelig kunstneriske arbeide. Gaar det videre som hidmdtil, maa theatret blive et dramatisk tingeltangel; men da er den nationale scene i Bergen en saga blot, hvad der formodentlig er nationen ligegyldigt, da den syv gange har afvist enhver ansøgning om støtte for Bergens theaters arbeide i nationens tjeneste.
Irgens Hansen.
