Forsaavidt som der under den vilde jagt efter stykker kan være tale om nogen plan, har denne været at bringe en smule literatur ind i underholdningsgodset. Tunge sager. falder vort publikum for brystet; derfor skulde man tro at hertuginden af Cajanello, Charlotte Lefflers stykke „Den kjærligheden“ maatte glide ned; men saa skede kun betingelsesvis. Dels var dette stykkets skyld, da den mandlige hovedfigur er fortegnet, dels beroede det paa publikums mangel paa sans for det literært interessante ved dette stykke, hvori forfatterinden lystig slaar sig selv paa munden. Skjønt væsentlig en farce har stykket heri sin virkelige interesse; — og saa er det sandelig morsomt. I det danske repertoire blev der gjort et forsøg med to yndede gamle stykker, som i den foregaaende sæson havde gjort megen lykke i Kjøbenhavn, efterat løsningen af det kgl. theaters privilegium havde givet dem fri. Det var Hertz's „Audiensen“ og Chiewitz og Reckes „For alvor“, som der blev gjort forsøg med; men begge faldt uheldige ud. Vort publikum døier af det gamle danske repertoire kun de stykker som der paa vore egne scener er tradition for. Derfor hilsedes reprisen af „Aprilsnarrene“ med jubel... Af moderne repertoire kom fru Emma Gads to stykker „Fælles sag“ og „Et sølvbryllup“ til opførelse. Særlig det sidste slog ogsaa hos os meget godt an; men en besynderlig kjendsgjerning er det, at danske stykkers milieu tilegnes mindre. let af publikum end de tyskes, ja selv end de. franskes. Forklaringed maa være, at Kjøbenhavnertraditionen har tabt sig paa vor scene; folk er ikke længer saa inde i danske forhold som før. Og dog er forholdene saa lige. Men netop dette gjør. at stykkerne virker som daarlige billeder af vore egne forhold. Det merkedes, synes mig, ogsaa 1 Einar Christiansens „Folkesnak“.
Dertil kommer sproget. I Danmark oversættes nu de norske i stykker, og vi gjør i noksaa stor udstrækning det samme med de danske. Men i stykker som fru Gads, hvor morsomheden ligger netop i maaden at sige tingene paa, der maa de danske vendinger bli staaende, og da snubler den norske tunge.
Dog synes det mig af vigtighed, at dansk moderne drama i videst mulig udstrækning opføres hos os. Vi faar oversætte de danske stykker som vi gjør med de svenske. De tre nordiske samfund er jo dog saa nær knyttede sammen, og laborerer gjennemgaaende med de samme ting paa en noget lignende maade, saa fællesskabet er kjendeligt. Interessen for os blir da netop at se problemernes brydning i de to andre milieuer, som vi dog skulde have let for at forstaa, og der falder lys paa vore egne forhold fra de beslægtede. Baade Charlotte Lefflers og fru Gads stykker f. eks. viser os, at man i Sverige og Danmark endelig er begyndt at le en smule ad. de ting, vi endnu gaar alvorsstrutette og surmuler over: Og vi trænger saa bitterlig til at le.
Det tyske repertoire er hos os omtrent bleven identisk med farcen, idet man dels har farceret tyske lystspil baade i oversættelse og spil, dels importeret en masse vandigt sludder, som skulde være morsomt. Et altædende theater som Bergens har naturligvis taget sin rundelige portion; thi man spiser ikke altid for mættens skyld, naar
