Theatret har intet at bebreide sig i dette forhold; publikum faar tage hele skylden. Thi der er kun én mening om, at „Gengangere“ fik en, saa værdig, en saa gjennemgaaende interessant udførelse, at man helst ikke burde tale om „theatrets nuværende defekte tilstand“. Det samme for theatret glædelige forhold kunde iagttages ved opførelsen af J. B. Bulls „Uden ansvar“. Havde sidste akt af stykket været skaaret bort, tror jeg det vilde gjort sig bedre som drama, men at spillet lod stykket komme til sin ret, var alle enige om. Ligevel maatte det, saavelsom „Gengangere“, vandre i arkivet efter en uges opførelser. Og „Hedda Gabler“ kuude der ikke risikeres mer end 2 — to — opførelser af. „Rosmersholm“ taalte ikke mer end — en —; men skylden var i intet tilfælde spillets. Det eneste norske stykke, som gav udbytte for theatret var „Kong Midas“; men det har jo sim egen sammenhæng og forklaring. Skjønt godt spillet var der dog ikke ganske den rette tone over dette stykke, hvilket beror paa tilfældigheder, som kan hændes ved et theater med mer end dobbelt saa stort personale. Og dog var det kjendeligt, hvorledes stykkets aand og tone var gaaet de spillende i blodet, nu da det toges opigjen ved fru Hennings gjæsteoptræden, og jeg tillader mig citere den udmærkede kunstnerinde: „Nu først faar jeg relief i stykket, nu først forstaar jeg det rigtig,“ og hun paastod, at i Danmark vilde stykket faa nyt liv, om norske dernede spillede det som paa Bergens nationale scene.
Det bergenske publikum har altsaa ikke det at skylde paa, at scenens forsøg paa at tolke det uationale drama er mer velmente end vellykkede, og at publikum af den grund maa holdes noget tilgode, naar det ikke i nogen særlig grad interesserer sig for norske stykker.
Naar theatret ligevel fremturer med at spille slige, saa er grunden en dobbelt. Udad har scenen en mission: den skal opdrage den bergensk-norske almue til at blive en del af det kultiverede norske folk, paa samme. maade som Kristiania theater kjæmper og ofrer for at. faa den Kristiania-norske almue op paa et fællesnorsk kultiveret niveau. Årbeidet har begge steder været langt og stridt, og der er foreløbig al udsigt til, at det skal blive længre og stridere, særlig i Bergen. Men arbeidet maa fortsættes, fordi scenen ved at opfylde sm mission udad fuldbyrder en pligt overfor sig selv. Og her har vi den anden side af dobbeltgrunden. Det er nemlig en kjendsgjerning, at aldrig naar scenens kræfter længere end naar det gjælder at tolke et nationalt drama. Men naar man af 50 stykker i et aar kun faar spille 9 større og mindre norske, saa forstaar man en ytring af en af vore skuespillere: „Aak en slig norsk rolle, 'an være korlissen 'an være vil; de e nett' saa eg puster ud midt i alt kjave med alle disse andre fillestøkkene“.
Ja, der er det: man puster ud, og taler saa med fulde lunger et kraftigere sprog end nogensinde ellers. Fordi dramaet er liv af vort liv, findes tonen og typen med intuitiv sikkerhed, billedet blir sikkert og fint tegnet, og hvad malm der er i talentet, klinger dybt og rent. — Derfor maa det norske repertoire holdes oppe; engang vil nok det ogsaa faa et norsk publikum.
