27
nesker i Europa og Amerika betragte som vanvid og fortvilelse — og omvendt?
Noget saadant er selvfølgelig ikke muligt: Da vilde den menneskelige natur ikke være sig selv lig i selve sin inderste kjerne, da vilde der intet være, som kunde kaldes menneskenatur, da kunde vi opgive alt haab om at gjøre psychologien til videnskab.
Modsætningen mellem den kristnes og buddhistens høieste gode er kun tilsyneladende, den ligger kun i ordene, ikke i begrebet.
Hvad buddhisten kalder „evig hvile“ er begrebsmæssig det samme som den kristne kalder „det evige liv“; mellem buddhistens Nirvana og den kristnes Paradis er der blot en sproglig forskjel, det er to ord for den samme ting.
For den plebeiiske hob er Nirvana saavelsom Paradis blot et slags nyt, behageligt jorderige, hvor man har en hel del forholdsvis finere nydelser og ikke behøver at betale dem med plager, — omtrent saaledes som proletariatet forestiller sig, at en millionær eller en konge har det, — naturligvis med lidt sving paa, lidt skyer og vinger og hvide klæder og sligt, — men omtrentlig i den smag.
For den høiere dannede er Nirvana saavelsom Paradis rene begreber, hvortil der ingen ydre forestilling svarer, de er udtryk for noget transcendent, udenfor rum og tid liggende. Saaledes heder det i Siam om Myang-Maha-Nakhon-Niphan (den store stad i Nirvanas land), at „det er ikke nært, ikke fjernt, ikke lavt, ikke høit, men vanskeligt at naa“. Altsaa: det har intet med vor rumanskuelse at skaffe, det findes ikke i rummet, det findes kun i tanken.
I modsætning til den slette uendelighed, ubegrænsethedens rædsel, er Nirvana den uendelige enhed, harmoni, forstaaelse, den uendeligt forstaaende forening med altet, kort sagt, Nirvana er et psychologisk grundbegreb, det er det høieste gode som religiøs idé.
Men da er jo Nirvana akkurat det samme som de kristnes himmerige, og hvad blir der saa af alt, hvad man i mange aar har skrevet om Nirvana som tilintetgjørelsen, hvad bliver der af Schopenhauers og Hartmanns Nirvana og den almindelige verdensundergang? Ja, dem om det. Indrømmes skal det ogsaa, at i endel buddhistiske metafysiske spekulationer findes Nirvana ræsonneret ned i den absolute intethed, men i buddhismen som praktisk religion har Nirvana ingen saadan betydning.
Buddhas udgangspunkt var netop, at maga, illusionen, det evige kredsløb af fødsel og død, det var intetheden.
„Den som ved,“ heder det i Dhamapada, „at hans legeme er ligesom skum, og har lært, at det er ligesaa uvirkeligt som et speil-
