23
gang, hans søn skulde ud at kjøre, befalede han, at veien skulde vogtes omhyggelig, saa at ingen syge eller affældige mennesker skulde komme prinsen for øie.
Men en aand fra Deva-verdenen kunde naturligvis ikke selv det aarvaagneste politi stænge ude. Den samme Deva kom paany tilsyne, men denne gang paatog han sig skikkelse af en syg mand, afmagret og med rystende lemmer. Ligesom forrige gang spurgte prinsen skrækslagen, hvad dette var for slags mand, og kusken fortalte sandheden, at det var en mand, som var nedbrudt af sygdom, og at sygdom var alles fælles lod. Atter lod prinsen kusken vende om og straks kjøre tilbage til slottet.
Kongen blev ude af sig selv af vrede og sorg, men herved var intet at gjøre. I lang tid holdt prinsen sig inde og grublede over den elendighed, han havde seet.
Da han langt om længe atter fik lyst til at kjøre ud, viste Devaen sig for ham som en død mand baaret af fire ligbærere. Da han fik vide, at saaledes skulde ethvert menneske ende, stiv og kold, løsrevet fra slegt og venner, og graves ned i jorden — da havde han faaet nok. Kort tid efter reiste han ved nattetid bort fra det kongelige slot og begyndte sit tiggerliv.
Herregud! kan man sige, — var nu det noget at tage sig saa forfærdelig nær af? Alderdom, sygdom, død, det hører vi om, og det ser vi rundt om os hver dag, uden at det bringer os saa aldeles ud af ligevægt. Men det viser netop Buddhas dybt reflekterte natur, at det samme, som andre mennesker gaar ligegyldig forbi, blev for ham den store anstødssten paa livets vei.
Jeg vil ikke paastaa, at der er noget historisk sandt i fortællingen om de tre kjøreture; det kan godt være, at hele fortællingen er ligesaa opfunden som Devaen med de tre skikkelser er det; det kan være ligegyldigt, den er lige sand for det. Det betegnende er, at Buddha behøvede ikke nogen overordentlig særegne oplevelser for at komme til sine betydningsfulde resultater. At folk bliver religiøse eller vakte til omtanke, naar de rammes af ualmindelige personlige ulykker, det er saa at sige ikke noget at takke dem for, det viser blot, at de er almindelige mennesker. Men det geniale er netop af ganske simple ting, som alle har for øie, at drage slutninger, som ingen anden falder paa. Det eiendommelige er, at for geniet aabner enhver liden ting et perspektiv, et uendeligt perspektiv, idet tingen reflekteres og atter reflekteres, gjenfrembringes og mangfoldiggjøres i det uendelige. Mellem det almindelige menneskes og geniets synsmaader er der en lignende forskjel som mellem den lavere og den høiere
