Den mindstes øine var altfor blændede til at udtrykke andet end dum og dyb glæde.
Der staar i sangen, at glæde gjør sjælen god og hjertet blødt; og sangen havde ret den aften for mit vedkommende. Jeg blev rørt over denne øienfamilie og følte mig lidt skamfuld over vore glas og vore karafler, som var større end vor tørst. Jeg vendte mit blik mod dit, min elskede, for der at læse min tanke; jeg dukkede ned i dine øine, der er saa skjønne og saa underlig blide, i dine grønne øine, som beboes af luner og inspireres af maanen, og saa sagde du: „De er utaalelige de mennesker, som staar og stirrer slig. Kan du ikke bede verten om at fjerne dem?“
I den grad er det vanskelig at forstaa hinanden, min engel; i den grad er tanken umeddelelig selv mellem folk, som elsker hinanden.
4. Kaldet.
I en skjøn have, hvor høstsolens straaler syntes at dvæle for sin egen fornøielse, under en allerede grønagtig himmel, hvor skyer af guld seilede som lande paa reise, sad fire smukke børn, fire gutter, som formodentlig var trætte af at lege, sammen og passiarede: „Igaar var jeg i theatret. I store, mørke paladser med havet og himmelen i baggrunden saa jeg mænd og kvinder, som ogsaa var mørke og alvorlige, men meget smukkere og penere klædte end andre mennesker, og som talte med en syngende stemme. De truede hverandre, og bad hverandre og blev mistrøstige og ofte støttede de sin haand paa en dolk, de havde i beltet. Aa – det var nydeligt! Kvinderne var meget smukkere og større end de, vi er vant til at se, og skjønt de saa frygtelige ud med sine store hule øine og flammende kinder, kunde man dog ikke lade være at holde af dem. Jeg var bange og havde lyst til at græde og alligevel var jeg saa fornøiet. – Og det rareste er, at man faar lyst til at være klædt paa samme maade som de, sige det samme og tale med samme stemme – – –.“
En af de fire børn, som i de sidste sekunder ikke havde hørt paa kameraten og som med sine øine havde stirret paa et punkt i himmelen, udbrød pludselig: „Se! nei se derhenne! Ser I det? Han sidder paa den lille ensomme skyen der, den ildrøde skyen, som seiler saa langsomt. Han ser ud, som han ser os.“
