19
til bredden af Vipaça, som grækerne kaldte Hyphasis, maatte han som bekjendt beslutte sig til at vende om. Blandt dem, som spilte en fremragende rolle under de paafølgende revolutioner i Indien, nævnes af grækerne en eventyrer ved navn Sandrocottos eller Sandrogyptos. Denne havde tidligere seet Aleksander og opholdt sig i hans leir; men han blev dømt til døden for en fornærmelse mod den store verdenserobrer og frelste sig ved flugt. Under de indiske borgerkrige svang han sig op; og nogle aar senere havde han knækket Nandaernes magt, sat sig paa deres trone og udstrakt sit herredømme lige til Pendjab. Den egentlige form for hans navn var Chandragupta. Han oprettede en overenskomst med Seleukus, Aleksanders efterfølger i Orienten. En græker, Megasthenes kom som sendebud fra Seleukus til hans hof i Palebothra, det vil sige Pataleputra, det nuværende Patua. Hans rige befæstedes mere og mere; sendebud kom fra Antiochas og Ptolemæus Philadelphus til hans søn og efterfølger. Hans sønnesøn var Asoka.
Her har man altsaa nok af historiske data, som er sikkert fastslaaede. Og naar man sætter Asokas tronbestigelse til aaret 275 før Kristus, kan man være vis paa ikke at tage meget feil, siger Senart.
Asoka var i sin ungdom en lidenskabelig kriger, men efterat han havde erobret Kaliuga, fik han modbydelighed for det blodige haandverk og besluttede sig til for fremtiden at føre et religiøst liv. Han holdt som sagt et stort kirkemøde og gav enhver fuld troesfrihed og lov til at leve efter sin religion, saalænge man ikke stødte an mod den almindelige moral. Under hans regjering blev mange buddhistiske apostle sendte ud i den vide verden for at forkynde alle folkeslag Buddhas evangelium.
Herefter udbredte buddhismen sig med kjæmpeskridt over store strækninger af den vældige østlige verdensdel; den blev efterhaanden almindelig antaget paa Ceylon, i Kashmir, Himalaya-landene, Tibet, Kina, Mongoliet, Japan, Bagindien. En buddhistisk missionær nævnes i de kinesiske aarbøger saa tidlig som aaret 217 f. K., og omkring aaret 120 f. K. bragte en kinesisk general en Buddha-støtte af guld med sig som bytte fra en „barbarisk“ stamme i nord for ørkenen Gobi. Men først i aaret 65 e. K. blev buddhismen offentlig anerkjendt af keiseren Ming-ti som den tredie statsreligion i Kina[1].
- ↑ Naar keiseren af Kina har ofret efter ritualet til Confucius, besøger han et Tao-sse-tempel, og derefter bøier han sig for et billede af Fo i et buddhistisk kapel. (Navnet Buddha gik efter kinesiske lydlove over til Fo-to eller blot Fo.)
2*
